• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

15. september

Vis hele året

  • 2011 • Helle Thorning-Schmidt

    Resultatet af folketingsvalget blev, at Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre dannede regering med Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Hun blev dermed Danmarks første kvindelige på posten.

  • 1985 • Ryder Cup

    Det europæiske hold vandt golfturneringen Ryder Cup. Det var første gang siden 1957, at USA blev besejret. Dengang var det et rent britisk hold, der stod for sejren. Thomas Bjørn var den første dansker, der deltog i turneringen.

  • 1980 • Bill Evans

    Den amerikanske jazzpianist Bill Evans døde, 51 år gammel. Han blev en af de vigtigste skikkelser i udviklingen inden for jazzklaver i 1960'erne. Evans er komponist til flere af den moderne jazz' mest spillede klaverstykker, bl.a. Very Early og Waltz for Debby.

  • 1945 • Anton von Webern

    Den østrigske dirigent og komponist Anton von Webern døde som følge af et vådeskud, 61 år gammel. Webern var elev af Arnold Schönberg og tilegnede sig dennes tolvtoneteknik. I samtiden blev hans musik dårligt modtaget.

  • 1925 • Helle Virkner

    Den danske skuespiller Helle Virkner blev født. Hun var gift med Jens Otto Krag 1959-73. Hun er kendt for sine roller i bl.a. Poeten og Lillemor-filmene samt tv-serierne Huset på Christianshavn og Matador.

  • 1914 • Jens Otto Krag

    Den danske politiker og statsminister Jens Otto Krag blev født. Han var statsminister 1962-68 og 1971-72, og som stærk tilhænger af europæisk samarbejde var Krag på sit politiske livs højdepunkt ved Danmarks ja til EF i 1972. Han døde i 1978.

  • 1913 • John Price

    Den danske skuespiller og instruktør John Price blev født. Price var ansat ved Det Kgl. Teater som skuespiller og instruktør, hvor han iscenesatte især klassiske dramaer. Han medvirkede desuden i flere film. Price døde i 1996.

  • 1890 • Agatha Christie

    Den britiske forfatter Agatha Christie blev født. Hendes berømmelse skyldes især romanerne om den sofistikerede belgier Hercule Poirot og den nysgerrige gammeljomfru miss Marple. Agatha Christie døde i 1976.

  • 1821 • Mellemamerika

    Guatemalas Statholderskab, Capitanía General, erklærede sig uafhængigt af Spanien. Området svarer til den mexicanske delstat Chiapas og landene Guatemala, El Salvador, Honduras, Nicaragua og Costa Rica. Dagen er uafhængighedsdag i disse lande, men fuld selvstændighed kom først senere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gyldendal Admin: 15. september i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=191544



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 15. septemberMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...