• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

14. september

Vis hele året

  • 2004 • Ove Sprogøe

    Den danske skuespiller Ove Sprogøe døde, 84 år gammel. Han medvirkede i mere end 160 film og nød stor popularitet. Han huskes især i rollerne som den pertentlige og koleriske Egon Olsen i de 14 Olsen-banden-film og som doktor Hansen i serien Matador.

  • 1982 • Grace Kelly

    Den amerikanske skuespiller Grace Kelly døde som følge af en bilulykke, 52 år gammel. Med sin aristokratiske fremtoning repræsenterede hun et alternativ til periodens sexsymboler. Grace Kelly blev Oscar-belønnet for sin rolle i Skrå brædder.

  • 1930 • NSDAP

    Det tyske nazistiske parti NSDAP fik sit vælgermæssige og politiske gennembrud, da det ved rigsdagsvalget opnåede 6,5 mio. stemmer (18,3%) og vandt 107 mandater mod de hidtidige 12.

  • 1927 • Isadora Duncan

    Den amerikanske danser og koreograf Isadora Duncan døde, 50 år gammel. Isadora Duncan introducerede den moderne dans og vakte opsigt verden rundt med sin sanselige dans i løse gevandter. Hun blev kvalt, da hendes tørklæde viklede sig om hjulet på hendes bil.

  • 1851 • James Fenimore Cooper

    Den amerikanske forfatter James Fenimore Cooper døde, 61 år gammel. Han blev USAs første internationalt kendte romanforfatter, berømt for romankredsen om Læderstrømpe, den indianervenlige europæer. Den sidste mohikaner hører til serien.

  • 1812 • Revolutions- og Napoleonskrigene

    Napoleons hær marcherede ind i Moskva. Byen var imidlertid allerede rømmet, og snart udbrød der brande, som lagde store dele af byen i ruiner. Efter at Napoleon forgæves havde ventet i fem uger på forhandlere fra den russiske kejser, indledtes tilbagetrækningen.

  • 1770 • censur

    Struensee ophævede censuren i Danmark. Kontroversielle emner som religionen, kirken, enevælden og samfundsstrukturen blev nu genstand for en ret fri debat i aviser, tidsskrifter og de borgerlige klubber.

Referér til denne tekst ved at skrive:
14. september i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=191527



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 14. september
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...