• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

11. december

Vis hele året

  • 1997 • Kyotoprotokollen

    En aftale om nedbringelse af skadelige drivhusgasser blev vedtaget ved FN's klimakonference i Kyoto, Japan. Kyotoprotokollen trådte i kraft i 2005 og er tiltrådt af bl.a. Danmark.

  • 1941 • 2. Verdenskrig

    Tyskland og Italien erklærede USA krig. USA var indtrådt i krigen få dage forinden, men havde indtil da formelt været neutral. Da krigen endte fire år senere, var USA den store sejrherre og verdens stærkeste økonomiske og militære magt.

  • 1918 • Aleksandr Solzjenitsyn

    Den russiske forfatter Aleksandr Solzjenitsyn blev født. Han var en af Sovjettidens betydeligste systemkritikere, bl.a. med romanerne En dag i Ivan Denisovitjs liv og Gulag øhavet, og han blev landsforvist. Han døde i 2008.

  • 1917 • Jerusalem

    Den britiske general Allenby marcherede ind i Jerusalem, som han to dage forinden havde erobret fra tyrkerne. Dermed endte 400 års osmannisk styre. Samme år havde briterne tilkendegivet, at de ville arbejde for et jødisk hjemland i området.

  • 1902 • Arne Ungermann

    Den danske tegner Arne Ungermann blev født. Han lavede talrige enkelttegninger til bl.a. Politiken og Blæksprutten. Særlig kendt er illustrationerne til Jens Sigsgaards børnebøger, fx Palle alene i verden og Okker Gokker Gummiklokker. Ungermann døde i 1981.

  • 1843 • Robert Koch

    Den tyske læge Robert Koch blev født. Han identificerede en række bakterier, og hans arbejde fik stor betydning for vores kendskab til smitsomme sygdomme som kolera, kvægpest, byldepest, spedalskhed og malaria. Koch døde i 1910.

  • 1803 • Hector Berlioz

    Den franske komponist Hector Berlioz blev født. Han blev den betydeligste i fransk romantik og indførte bl.a. det musikalske begreb idée fixe, dvs. et tema, der som en tvangstanke dukker op i alle symfoniens satser. Berlioz døde i 1869.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gyldendal Admin: 11. december i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=193255



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 11. decemberMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...