• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

1. april

Vis hele året

  • Årligt • aprilsnar

    I dag kan man risikere at blive sendt ud i et opdigtet ærinde eller blive narret til at tro, at noget opdigtet er sandt. Skikken går tilbage til 1600-tallet.

  • 2013 • lockout

    En lockout, der sendte 875.000 skoleelever og kursister hjem, trådte i kraft. Lockouten skyldtes en konflikt mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening/Finansministeriet om bl.a. lærernes arbejdstidsaftale. Den blev ved et lovindgreb stoppet af Folketinget den 26. april.

  • 2002 • dødshjælp

    Som det første land i verden gjorde Holland det lovligt at yde aktiv dødshjælp.

  • 1970 • kommunalreformen

    Danmarks 1000 kommuner og 25 amtskommuner blev reduceret til 275 kommuner og 14 amtskommuner, også kaldet amter. Samtidig ophævedes forskellen mellem sognekommuner og købstadskommuner.

  • 1968 • Lev Landau

    Den russiske teoretiske fysiker Lev Landau døde, 60 år gammel. Landaus vigtigste bidrag til fysikken var hans teorier for heliums superflydende egenskaber ved meget lave temperaturer.

  • 1965 • Brian Nielsen

    Den danske sværvægtsbokser Brian Nielsen blev født. Han vandt i 1992 olympisk bronze i supersværvægt, og samme år begyndte hans karriere som professionel bokser. Frem til den professionelle karrieres afslutning i 2003 tabte han kun to af i alt 66 boksede kampe. Den ene af de to var kampen mod Mike Tyson i 2001.

  • 1955 • Folketingets Ombudsmand

    Den danske kontrolinstans i forhold til den offentlige forvaltning, Folketingets Ombudsmand, begyndte sit virke. Ombudsmanden er nævnt i en løfteparagraf i Grundloven og er oprindelig en svensk idé.

  • 1947 • Søren Gericke

    Den danske kok, restauratør og kogebogsforfatter Søren Gericke blev født. Han har drevet flere danske restauranter og er desuden kendt for sine indlæg i debatten om dansk madkultur. Det Danske Gastronomiske Akademi kårede ham til Årets kok 1984.

  • 1943 • Schalburgkorpset

    Et militært korps i Danmark til støtte for den tyske besættelsesmagt blev oprettet under navnet Germansk Korps. Det kom siden til at hedde Schalburgkorpset og eksisterede indtil januar 1945.

  • 1929 • Milan Kundera

    Den alsidige tjekkisk-franske forfatter og essayist Milan Kundera blev født. Hans kritik af det tjekkiske regime medførte publiceringsforbud, hvorefter han emigrerede til Frankrig i 1975. Han er bl.a. kendt for romanen Tilværelsens ulidelige lethed.

  • 1925 • Danmarks Radio

    Forløberen for Danmarks Radio, Statsradiofonien, blev oprettet på forsøgsbasis. De første udsendelser gik i luften sidst på måneden. Samme år oprettedes et symfoniorkester og Radioorkesteret (senere Radiosymfoniorkesteret).

  • 1851 • frimærker

    Det første frimærke i Danmark udkom. Det bar inskriptionen "KONGELIGT POST-FRIMÆRKE FIRE R.B.S." (R.B.S.: rigsbankskilling). Det blev trykt i ark a 100 stk.; frimærkerne var ikke perforerede og måtte derfor klippes ud af arket.

  • 1815 • Otto von Bismarck

    Den preussiske og tyske statsmand Otto von Bismarck blev født. Han nåede at vise sine evner som både jurist, landmand og diplomat, før han ved oprettelsen af Det Tyske Rige blev dets første rigskansler. Hans styrkelse af statsmagten kendes under navnet Kulturkampen. Bismarck døde i 1898.

  • 1340 • Gerhard 3

    Gerhard 3., greve af Holsten og hertug af Sønderjylland, blev om natten myrdet i Randers. Han var i 1326 gået i forbund med danske stormænd, der gjorde oprør mod Christoffer 2. Ved en deling af Danmark fik Gerhard hele Vestdanmark i pant, men en opstand og en væbner ved navn Niels Ebbesen satte en stopper for grevens videre virke. Gerhard 3. blev ca. 48 år.

Referér til denne tekst ved at skrive:
1. april i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=188441



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. 1. april
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...