Sødygtighed, båds eller skibs evne til at klare påvirkningerne i en storm eller orkan, dvs. meget store bølger og høje vindhastigheder. Fartøjet skal være stærkt nok til ikke at blive slået læk og have stabilitet, så det ikke kæntrer. Desuden skal det kunne sejle, i hvert fald med nedsat hastighed, og kunne styres. Sødygtigheden afhænger bl.a. af skrogform og vægtfordeling om bord. Skrogets fribord og form over vandlinjen skal medvirke til, at der er tilstrækkelig reserveopdrift, og at store vandmængder ikke skyller ind over dækket.