Skibsmåling bruges til at bestemme et skibs kommercielle anvendelighed, hovedsageligt med hensyn til størrelse (volumen, dæksareal, lasteevne, passagerantal, osv.).

Skibe har gennem århundreder været afgiftsobjekter, og afgifterne har oftest været fastsat ud fra skibenes størrelse. Bestemmelse af størrelsen har undergået mange ændringer i tidens løb. For eksempel blev græske og romerske galejers og nordiske vikingeskibes størrelse angivet ved antallet af årer.

Skibenes hoveddimensioner

Efterhånden gik man for fragtskibe over til skibenes hoveddimensioner, længde, bredde og sidehøjde. Hoveddimensionerne er væsentlige ved havneanløb samt ved passage af sluser og kanaler. Imidlertid kan skibe med samme hoveddimensioner have forskellig lasteevne, afhængigt af, om skroget er slankt eller fyldigt, så i mange tilfælde er drægtigheden, det vil sige lasteevnen, et bedre mål for størrelsen og dermed for skibets indtjeningspotentiale.

Tønder og læst som skibsmåling

I Europa indførte England som et af de førende skibsfartslande i 1347 en afgift på 3 shilling pr. tønde vin, som et skib, der anløb engelsk havn, kunne medføre. Herved blev "tønder", eller tons (fra oldengelsk tunne), et mål for skibets størrelse. Da en tøndes indhold kunne være andet end vin, for eksempel salt, blev tønde et vægtmæssigt flertydigt eller helt ubestemt mål for lasteevnen, hvilket var uheldigt.

Andre europæiske lande fulgte imidlertid samme praksis og målte både egne og andre landes skibe, som anløb deres havne. For at lette kontrollen blev skibene udstyret med målebreve udfærdiget af deres nationale myndigheder.

Danske og norske skibe havde siden middelalderen angivet deres drægtighed i læst. I 1666 indførtes den såkaldte trælæst på 4.000 pund, og i 1672 fulgte kommercelæsten på 5200 pund. Toldvæsenet var udstedende og kontrollerende myndighed.

Fra registerton til bruttotonnage og nettotonnage

I 1854 indførte Storbritannien et målesystem med registerton (a 100 eng. kubikfod) som rumfangsenhed. Systemet blev indført i Danmark i 1867. Fra 1930'erne forsøgte søfartsnationerne at få ensartethed i målemetoderne, hvilket dog først lykkedes i 1954.

Et nyt regelsæt indførtes i 1969, da man forlod registerton som måleenhed, og det blev sat i kraft i 1982, idet eksisterende skibe dog kunne bibeholde de gamle tonnagemål indtil 1994.

I de nye regler bibeholdt man stadigt to mål for skibes størrelse, bruttotonnage (BT) og nettotonnage (NT). For bruttotonnage anvendes ofte den engelske betegnelse gross tonnage (GT).

BT beregnes med en foreskrevet formel ud fra rumfanget af alle lukkede rum i skibet, NT med en mere kompliceret formel ud fra rumfanget af lastrum og tanke og antallet af passagerer. BT og NT fremstår som ubenævnte tal. Målene ligger til grund for opkrævning af mange afgifter, for tekniske krav til skibene og for besætningens størrelse og uddannelse. Der gælder dog fortsat særlige måleregler for skibe, der sejler gennem særlige kanaler, såsom Suezkanalen og Panamakanalen.

I Danmark hørte den lovbefalede måling af skibe og udstedelse af målebreve og certifikater under Statens Skibstilsyn indtil oprettelsen i 1988 af Søfartsstyrelsen. Styrelsen har nu lagt den praktiske måling af skibene ud til skibsmålere og står kun for registreringen af målingerne i sin databaser.

Ikke-lovkrævende mål

Af ikke-lovkrævede mål bruges dødvægt som en vægtangivelse, og bale-kapacitet og grain-kapacitet som rumfangsangivelser af lasteevne henholdsvis ved baller og ved finkornet ladning. De tre mål er af stor betydning for rederier og befragtere.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig