Frem gennem 1800-tallet blev der bygget stadigt større træskibe, og det blev efterhånden vanskeligt at skaffe tilpas stort og egnet tømmer. Sejlskibene begyndte samtidigt at blive afløst af maskindrevne skibe, hvilket bidrog til, at man gik over til at bygge først af jern og senere af stål, da stålindustrien blev i stand til at levere egnede plader og profiler.
I en overgangsperiode byggede man kompositskibe med spanter og andre styrkeelementer af stål og yderklædning og dæk af træ, men i 1900-tallet blev stål det normale materiale til hele skibsskroget.
Stålskibe blev i begyndelsen bygget på stort set samme måde som træskibe. Hver lille del af skroget tildannedes for sig, og delene blev samlet på byggebeddingen, ligesom træskibene blev det. Delene blev spændt sammen med bolte, der senere udskiftedes med nagler, som i glødende tilstand blev sat i huller i plader og profiler. Naglerne blev derefter banket sammen (nittet) for permanent sammenholdning af delene. Nitningen foregik oprindeligt med nittehamre, men efterhånden altid med trykluftværktøj. Trykluftværktøj benyttedes også til at stemme pladekanterne for at få vandtætte samlinger både i yderklædning, dæk og skodder.
Elektrosvejsning kom især i brug under 2. Verdenskrig til samlinger i skibsskroget, og svejsning er nu stort set den eneste brugte samlingsmetode. Man opnår de bedste svejsesamlinger, når svejsningen udføres beskyttet mod vejrliget i svejsehaller. Svejsning, store haller og øget løftekapacitet af værftskranerne har ført til en rationalisering af byggeprocessen i form af sektionsbyggeri, og senest har brugen af svejserobotter også bidraget til rationaliseringen.
Der kan nu laves store sektioner af skibet, ofte på op til flere hundrede tons, og disse løftes ud og sammensvejses med andre sektioner på en byggebedding eller i en byggedok. Ved bygning på bedding vil man gerne søsætte skibet, inden det bliver for tungt, idet stabelafløbningen dermed bliver mindre risikabel. I en dok har vægten mindre betydning, så derfor bruges der altid byggedokker til meget store skibe. Her kan maskineri og andre tunge dele installeres i skroget med dokkens kraftige kraner inden søsætningen, som sker ved, at byggedokken fyldes med vand og åbnes, hvorefter skibet bugseres ud til en udrustningskaj for færdiggørelse.
Udrustningsarbejdet kan især ved passagerskibe og specialskibe være mere omfattende og tidskrævende end bygningen af skibsskroget. Skroget bygges af skibsbyggere og svejsere, mens udrustningen udføres af mange forskellige faggrupper og derfor kræver grundig planlægning, for at de specialiserede arbejdsprocesser kan udføres i rigtig rækkefølge. Planlægning er da også blevet en vigtig parameter i værfternes ofte skarpe indbyrdes konkurrence.
Mange værfter havde tidligere egne afdelinger for forskellige udrustningsfag, men benytter nu i høj grad specialiserede underleverandører, som udfører deres arbejde om bord.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.