Dæk, på et skib de vandrette flader, som indgår i skroget. Dækket har ofte en tilføjelse, der angiver dets placering, fx vejrdæk, B-dæk, eller dets funktion, fx vogndæk, bådedæk. Der findes normalt åbninger, luger o.l. i dækket. Er dækket vandtæt, er lukkemidlerne over åbningerne tilsvarende vandtætte. Dækkene kan i nogle tilfælde være væsentlige styrkeelementer i skibets skrog og ellers, fx i overbygninger, være etageadskillelser, der blot skal kunne bære en vis belastning.