Pirog, (via fr. fra sp. piragua, af caribisk opr.), mindre ro- eller sejlfartøj, der anvendes i Caribien og Sydamerika. Pirogen er bygget af en udhulet træstamme, der kan være gjort mere sødygtig, ved at siderne er forhøjet med et eller to bord, ligesom dens sejlegenskaber kan være forbedret, ved at den er forsynet med en udrigger. Betegnelsen bruges nu også om lignende fartøjer andre steder i verden.