Solkompas, simpelt navigationsinstrument, som kan have været anvendt af vikingerne til navigation på havet. Det består af en cirkulær skive med en opretstående spids viser i skivens centrum. Når skiven anbringes vandret og belyses af Solen dagen igennem, vil skyggen af viserspidsen danne en skyggekurve på skiven, gnomonkurve, som kan optegnes. Det punkt på kurven, der ligger tættest ved centrum, svarer til, at Solen her stod højest på himlen, dvs. i syd. En linje (diameter) gennem dette punkt og centrum angiver således nord-syd-retningen, og andre verdenshjørner kan markeres på skiven. På et vilkårligt tidspunkt, hvor Solen er på himlen, kan skiven nu roteres, og når viserspidsens skygge falder på kurven, er kompasset retvendt. Da Solens højeste punkt ændrer sig med årstiden, kan en enkelt skyggekurve kun anvendes i begrænset tid, måske en uge.

I 1948 blev der i Grønland fundet en del af en cirkelrund træskive med små jævnt fordelte hakker i kanten og flere snittede linjer på tværs. Fundet stammer fra ca. år 1000 og er af nogle forskere blevet fortolket som et solkompas.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig