Radarnavigation, navigationsmetode, hvor radarens pejlings- og afstandsfunktioner benyttes til bestemmelse af et skibs position. Metoden anvendes ved anduvning af land og sejlads inden for radarafstand af kysten, hvor stedlinjer til genkendelige punkter som øer, høje kyster og pynter eller racons udsættes i søkortet. For farvande med vanskeligt genkendelig kyst, fx Grønlands skærgårdskyst, kan der som hjælp til identifikation af markante punkter være fremstillet radartoninger, dvs. fotografier eller tegninger af det radarbillede, kysten afgiver, så navigatøren kan sammenligne eget radarbillede med toningen. Er skibet udstyret med elektronisk kortsystem, kan radarbilledet overlægges kortbilledet, så overensstemmelse mellem kort og radarbillede kan konstateres, og skibets position kontrolleres. Se også navigation (elektronisk navigation).