Maskintelegraf, signalsystem mellem bro og maskinrum, der anvendes i især ældre skibe, hvor fremdrivningsmaskineriet betjenes fra maskinrummet. Gennem maskintelegrafen gives ordrer om skruens omløbsretning, frem eller bak, og om den kraft, maskineriet skal levere, udtrykt som fuld kraft, halv kraft osv. I nyere skibe betjenes maskineriet sædvanligvis fra broen, og maskintelegrafen er dermed overflødiggjort.