Farvandsvæsenet, Danish Maritime Safety Administration, direktorat 1973-2011, som havde til opgave at sikre sejladsen i farvandene omkring Danmark, Færøerne og Grønland.

Farvandsvæsenet blev oprettet i 1973 ved sammenlægning af de daværende direktorater for Fyrvæsenet, Lodsvæsenet og Redningsvæsenet samt Det Kongelige Søkort-Arkiv. Fremstillingen af søkort blev i 1987 overført til Kort & Matrikelstyrelsen (fra 2013 Geodatastyrelsen).

Ved regeringen Helle Thorning-Schmidts tiltrædelse i oktober 2011 blev det besluttet at nedlægge Farvandsvæsenet og overføre dets forretninger til henholdsvis Erhvervs- og Vækstministeriet (Det Statslige Lodsvæsen og Lodstilsynet), Klima-, Energi- og Bygningsministeriet (ressortansvaret for sager vedr. oceanografi), Miljøministeriet (ressortansvaret vedr. søopmåling) og Forsvarsministeriet (Kystredningstjenesten, VTS Øresund, Kystudkigstjenesten og Forsvarets Center for Operativ Oceanografi (FCOO)).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig