En rejsebefragtning er en aftale om transport af en last med et skib, hvor fragten beregnes pr. rejse og ikke i forhold til den anvendte tid. Søloven kap. 14 indeholder nærmere regler om denne befragtningsform. Angår aftalen hele skibets lastekapacitet, taler man om helbefragtning; i andre tilfælde anvendes begrebet delbefragtning.

Rejsebefragtning indebærer, at bortfragteren mod et fragtvederlag påtager sig at modtage godset og transportere det til den angivne destination. Befragtningsaftalen angår et bestemt skib og en angivet type last. Undertiden har befragteren mulighed for at vælge mellem flere mulige lossehavne inden for et nærmere angivet geografisk område (range of ports). Skibet skal stilles til befragterens disposition på det aftalte tidspunkt, hvilket normalt betyder inden for flere bestemte datoer (laydays). Befragteren kan hæve aftalen, hvis skibet ikke er lasteklart på det aftalte tidspunkt (cancelling date). Der vil være afsat et nærmere tidsrum til lastning og losning (liggedage), og denne tid vil være omfattet af fragten. Overskrides tidsrummet (overliggedage), er bortfragteren berettiget til yderligere godtgørelse (demurrage). Det kan også være aftalt, at bortfragteren skal betale et beløb (dispatch money) til befragteren, hvis den fastsatte tid ikke anvendes fuldt ud.

Befragtningsaftalen kommer som oftest til udtryk i et certeparti, dvs. en kontrakt om befragtning, men ved delbefragtning er det normalt et konnossement, der ligger til grund for parternes aftale. Kontraktgrundlaget er sædvanligvis tillempede standardvilkår, fx certepartierne gencon og ASBA Tankvoy. Selv om transporten udføres i henhold til et certeparti, udsteder bortfragteren normalt et konnossement, der kaldes et trampkonnossement, og mellem bortfragteren og befragteren alene har en kvitteringsfunktion. Overdrages et trampkonnossement, vil dets indhold imidlertid bestemme retsforholdet mellem indehaveren og bortfragteren. Certepartier indeholder en detaljeret regulering af parternes pligter, herunder navnlig af bortfragterens ansvar for skader på godset, og kan undertiden være i strid med ufravigelige regler i Søloven om transportansvar.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig