Faktaboks

Hugo Eckener
Født
10. august 1868, Flensburg, Tyskland
Død
14. august 1954, Friedrichshafen, Tyskland
Hugo Eckener
Hugo Eckener fotograferet i 1924.

Hugo Eckener var en tysk luftskibspioner, der selv var luftskibspilot. Han overtog ledelsen af Luftschiffbau Zeppelin efter Grev Ferdinand von Zeppelins død i 1917.

Eckener arbejdede som journalist bl.a. for Flensburger Nachrichten og Frankfurther Zeitung, og han dækkede for flere aviser de første flyvninger med zeppelinerne LZ-1 og LZ-2. Han blev så fascineret af Ferdinand von Zeppelin, at han i 1908 blev deltidsansat som pressemand for det nyoprettede Luftschiffbau Zeppelin. Senere blev han fuldtidsansat og i 1911 fik han licens som luftskibspilot.

Hugo Eckeners første flyvning som pilot var med zeppelineren LZ-8, hvor han steg til vejrs i stærk vind og beskadigede luftskibet. Det forhindrede dog ikke, at han blev en dygtig pilot, der uddannede mange af de tyske piloter både før og efter 1. Verdenskrig.

Mellemkrigstiden

Eckener blev en af Ferdinand von Zeppelins mest betroede medarbejdere, og ved Grev von Zeppelins død i 1917 overtog Hugo Eckener ledelsen af Luftschiffbau Zeppelin. Versaillestraktaten efter første verdenskrig forbød Tyskland at bygge store luftskibe, men Eckener iværksatte et lobbyarbejde, der gjorde, at firmaet kunne bygge en Zeppelin til US Navy som en del af Tysklands krigsskadeerstatning. Det blev det 200 m lange LZ-126, der med Hugo Eckener som pilot den 12.-16. oktober 1924 blev føjet over Atlanterhavet til Lakehurst i New Jersey, USA, hvor det blev omdøbt til ZR3 Los Angeles.

Næste luftskib man byggede, var det 236,6 m lange LZ-127, Graf Zeppelin. Hugo Eckener var pilot på luftskibet, da det i 1928 havde sin første Atlanterhavskrydsning, da det i 1929 fløj jorden rund – som det eneste luftskib nogensinde – og da det i 1931 foretog en arktisk flyvning (bl.a. over Franz Joseph Land, Severnaja Semlja, Taimyr halvøen og Novaja Semlja).

Eckener og nazisterne

Hugo Eckener var nu en kendt og populær person, og ved det tyske valg i 1932 ville han ligesom Hitler stille op til præsidentvalget, men Eckener trak sig, da den siddende præsident Paul von Hindenburg valgte at stille op igen.

Eckener havde desuden nægtet nazisterne at bruge en af deres hangarer, så han var upopulær hos nazipartiet, og da de kom til magten, var det kun ved Hindenburgs mellemkomst, at de ikke arresterede ham. Nazisterne udskiftede Eckener som direktør i zeppelinfirmaet med den mere medgørlige Ernst Lehmann, mens Hugo Eckener fik en post med ringe indflydelse, nemlig bestyrelsesformand. Ernst Lehmann var en erfaren luftskibspilot, men omkom ved LZ-129 Hindenburgs brand i 1937.

Hugo Eckener overlevede 2. Verdenskrig og forsøgte efter krigen uden held at genoplive byggeri af store luftskibe.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig