luftfartsselskaber

Luftfartsselskaber, virksomheder, der er godkendt af myndighederne til at drive erhvervsmæssig flyvning. Der opereres med to hovedkategorier: 1) Passager- og fragtselskaber, hvis opgave det er mod betaling at transportere personer, varer eller gods mellem lufthavne. 2) Selskaber, der udfører anden erhvervsmæssig luftfart som skoleflyvning, rundflyvning, målflyvning og -bugsering, fotoflyvning, reklameflyvning og -nedkastning, is- og miljøpatruljering samt, især med helikoptere, ledningsovervågning og konstruktionsarbejde. Det følgende omhandler udelukkende den første kategori.

Civil rutetrafik fik først kort efter 1. Verdenskrigs afslutning i 1918 nogen større betydning, idet der af private selskaber oprettedes en række ruter i USA og Europa. Deres vigtigste funktion var transport af post på grundlag af kontrakter med de nationale postvæsener, men mange medtog også nogle få passagerer. Blandt de tidligste selskaber i Europa var Det Danske Luftfartsselskab (DDL), oprettet i 1918, samt Deutsche Luft Reederei, senere en del af Deutsche Lufthansa, og det hollandske Koninklijke Luchtvaart Maatschappij (KLM), der begge blev oprettet i 1919. I de følgende år oprettedes der et meget stort antal selskaber over hele verden, men da flyvningen efter datidens forhold var en meget dyr transportform, var væksten i passagertallet i 1920'erne begrænset, og dårlige økonomiske forhold hos mange selskaber førte inden 2. Verdenskrig til sammenlægninger og i en del tilfælde til statslig overtagelse eller statsligt reguleret drift med store statslige tilskud. I løbet af 1930'erne blev der anskaffet fly med plads til flere passagerer, og rutenettet blev udvidet til at dække hele verden bortset fra flyvning på meget lange distancer over havområder. De største selskaber fik nu rutenet, der omfattede flere kontinenter, og i USA og Sovjetunionen med store indenrigske afstande steg antallet af befordrede passagerer på nationale ruter hurtigt. Ved 2. Verdenskrigs udbrud i 1939 var de største europæiske luftfartsselskaber Deutsche Lufthansa, oprettet 1926, Air France, oprettet 1933, det italienske Ala Littoria, oprettet 1934, British Overseas Airways Corporation (BOAC), oprettet 1939, og KLM. I Sovjetunionen varetoges flyvning af et statsejet selskab, der fra 1932 bar navnet Aeroflot, mens der i USA fandtes et større antal private selskaber, hvoraf de vigtigste var American Airlines, United Airlines, Transcontinental & Western Air (TWA) og Eastern Air Lines, der alle opstod i årene omkring 1930 i forbindelse med en række fusioner blandt eksisterende amerikanske selskaber, samt Pan American Airways (PanAm), grundlagt i 1927, der især fløj på internationale ruter.

Ruteflyvningens stærkeste vækst er kommet efter 1945. Stadig større fly har gjort flyvning konkurrencedygtig med andre transportformer, og åbningen af flyveruter over Nordatlanten har betydet, at den tidligere meget betydningsfulde transatlantiske passagersejlads næsten helt er ophørt.

Ruteflyvningen var helt frem til omkring 1990 underkastet en kraftig offentlig regulering og subsidiering af nationale luftfartsselskaber. Nye lande har oprettet egne selskaber, samtidig med at de ældre har fortsat deres aktiviteter. I Danmark, Norge og Sverige valgte man dog i 1946 at oprette et fælles selskab, Scandinavian Airlines System (SAS), for at kunne finansiere et internationalt rutenet.

Den nationale beskyttelse skabte i løbet af efterkrigstiden en overkapacitet, der betød stigende underskud og øgede statstilskud. Endnu i første halvdel af 1990'erne var der for de fleste selskaber tale om store driftsunderskud.

Fra slutningen af 1980'erne påbegyndtes imidlertid en liberalisering af rutefarten; det har ført til en række privatiseringer og oprettelse af nye mindre selskaber, der konkurrerer med de ældre etablerede. Såvel i USA som i Europa tilstræbes det, at selskaberne efterhånden skal drives på rent kommerciel basis. Dereguleringen betød stigende økonomiske vanskeligheder for mange af de eksisterende luftfartsselskaber; flere amerikanske selskaber måtte således afvikles i begyndelsen af 1990'erne, bl.a. Eastern Air Lines og PanAm.

Trods en betydelig tilgang af passagerer og fragt i sidste halvdel af 1990'erne er situationen fortsat vanskelig for luftfartsselskaberne. Specielt har den voksende konkurrence fra lavprisselskaber tvunget selskaberne til at rationalisere ved at indgå i forskellige samarbejdende grupperinger. Således indgik SAS i 1997 i et nært samarbejde med Lufthansa, Air Canada, United Airlines, Thai Airways og Varig Brazilian Airlines. Dette samarbejde er etableret under navnet Star Alliance.

De ældre, nationale luftfartsselskaber så samtidig en nedgang i omsætningen, specielt på businessclass-segmentet, hvor indtjeningen traditionelt var meget høj. Yderligere har myndighedernes skærpede støjkrav gjort det problematisk at flyve ældre flytyper, som i stort tal må skrottes. På toppen af disse vanskeligheder for branchen gav flykapringerne og terroristanslaget den 11. september 2001 mod World Trade Center og Pentagon i USA så alvorlige problemer, at flere selskaber gik konkurs. Blandt de mest prominente var de europæiske Sabena og Swissair. Tidligere i 2001 var det amerikanske TWA bukket under og blevet overtaget af American Airlines.