C-130J glasscockpit. U.S. Airforce Photo.

Glasscockpit, (fra eng: glass cockpit) er et cockpit hvor informationerne præsenteres for besætningen på få digitale billedskærme. Billedskærmene kan være af LCD- eller katodestrålerørstypen. Traditionelle cockpitter anvender mange analoge mekaniske eller elektromekaniske viserinstrumenter til at præsentere flyets tilstand og position.

Arbejdspresset i et glasscockpit er lettere, fordi computere overvåger flyets tilstand og position og fokuserer informationen på bemærkelsesværdige hændelser. I traditionelle cockpitter skal besætningen aflæse alle instrumenter rutinemæssigt.

Cockpitter kan være mere eller mindre glasscockpitter; de første supplerede de analoge instrumenter med et head-up display (HUD), der forsynede piloten i et jagerfly med informationer på en glasplade i synsfeltet. De første egentlige glasscockpitter kom med Boeing 767 i 1982, der havde erstattet den kunstige horisont af gyroskoptypen med en computerskærm. Efterhånden blev flere og flere flyinstrumenter digitaliseret i takt med at computerteknologien blev bedre.

Informationer om flyets stilling i luften, flyvehøjde, hastighed m.m. præsenteres på Electronic Flight Instrument System (EFIS), informationer om motorer o.a. udstyr præsenteres på Electronic Centralised Aircraft Monitor (ECAM; Airbus), også kaldet Engine Indications and Crew Alerting System (EICAS; Boeing). Navigations- og vejrinformationer samles i Flight Management System (FMS).

Digitaliseringen af cockpitter har overflødiggjort flymaskinisten (eller 3. piloten) og forenklet reparation og vedligeholdelse af flyinstrumenter.

Ulemper

Som ved andre computere, kan fejl i Air Data Computer betyde sorte skærme i cockpittet. Redundante systemer og analoge reserveinstrumenter samt piloternes evner kan redde flyet, men det er en alvorlig situation.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig