Widerøe, Widerøe's Flyveselskap AS, norsk luftfartsselskab, stiftet 1934 af bl.a. Viggo Widerøe (1904-2002). Selskabet flyver årligt med ca. 3 mio. passagerer på lokale og regionale ruter i Norge samt på udlandsruter til Danmark, Sverige og Storbritannien. I 2002-13 var Widerøe et helejet datterselskab i SAS, men i 2013 overtog en norsk investorgruppe bestående af Torghatten ASA, Fjord 1 og Nordland Fylkeskommune 80 % af ejerskabet gennem WF Holding; fra 2016 med Torghatten ASA som eneste investor. I 2016 frasolgte også SAS sine 20 % af Widerøe til WF Holding.

Widerøe har hovedkvarter i Bodø med lokale baser rundt om i Norge, herunder i Gardermoen. Selskabet har ca. 1500 ansatte og en årlig omsætning på 3,9 mia. kroner (2015).

Widerøes ejere (hovedaktionærer)
1947 Forenede Industrier A/S (Forina)
1969 Fred. Olsen, SAS og Braathens S.A.F.E.
1991 Fred. Olsen
1997 SAS
2002 SAS (100 %)
2013 Torghatten ASA, Fjord 1 og Nordland Fylkeskommune
2016 WF Holding (100 %)

Historie

Ved siden af ruteflyvningen med post og passagerer udførte Widerøe frem til 2. Verdenskrig taxa-, ambulance- og skoleflyvning, og indtil 1970 beskæftigede de sig også med fotoflyvning og kortlægningsopgaver. I 1950'erne voksede selskabets aktiviteter, og Widerøe indledte bl.a. et samarbejde med SAS, for hvem de fløj søflysruter i Nordnorge. Søflyene blev med tiden erstattet med landfly, i takt med at der etableredes kortbaneflyvepladser i Norge. Fra slutningen af 1980'erne efter opkøbet af Norsk Air begyndte Wiederøe at flyve kommercielt. Igennem tiden har selskabet blandt andet fløjet med fly af typen DHC-3 Otter, DHC-6 Twin Otter, Dash-7 og Dash-8.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig