Airberlin, tysk luftfartsselskab stiftet i 1978. Det var i 2013 Tysklands næststørste luftfartsselskab med 31,5 mio. passagerer. Selskabet har ca. 8600 ansatte, en flåde på ca. 140 fly og flyver til ca. 170 destinationer.

På grund af Vestberlins særlige status under den kolde krig stiftede amerikaneren Kim Lundgren Air Berlin Inc. i Oregon, USA. Restriktioner tillod kun selskaber og personel fra de tre vestlige besættelsesmagter at beflyve Vestberlin. Den første flyvning fandt sted 28.4.1979 med en Boeing 707, som fløj fra Berlin til Palma de Mallorca.

Efter Berlinmurens fald blev selskabet tyskejet under navnet Air Berlin GmbH & Co. Luftverkehrs KG, da Joachim Hunold (f. 1949) i 1991 overtog aktiemajoriteten. I 1997 blev selskabet medlem af IATA, og i 2005 fik det en ny struktur, da airberlingruppen registreredes i Storbritannien under et juridisk moderselskab, Air Berlin PLC.

I 2011 indgik airberlin i partnerskab med Etihad Airways. 2011-15 var airberlin medlem af Association of European Airlines (AEA), og siden 2012 har luftfartsselskabet været medlem af alliancen Oneworld.

I august 2017 gik airberlin i betalingsstandsning, men fortsatte flyvningerne med økonomisk støtte fra bl.a. den tyske regering.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig