Roebane, smalsporet jernbane, anlagt og drevet med det ene formål at transportere sukkerroer til sukkerfabrikker eller saftstationer og affaldsprodukterne tilbage til dyrkerne. De første roebaner med hestetrukne vogne anlagdes kort efter åbningen af den første danske sukkerfabrik i 1874. I begyndelsen af 1900-t. indførtes små damplokomotiver som trækkraft. Roebanenettene nærmest fabrikkerne ejedes oftest af disse, mens sporene længere væk kunne ejes af roedyrkerne. Roebanerne afvikledes definitivt 1959-67, idet roerne herefter udelukkende transporteredes til fabrikkerne ad landevej. Der har eksisteret roebaner på Lolland, Falster, Møn, Vestsjælland og Vestfyn.