Sikringsanlæg er tekniske styringsanlæg inden for jernbaneteknik. Sikringsanlæg opdeles i stationssikringsanlæg, linjeblokanlæg og overkørselsanlæg og tjener to formål: De er det middel, hvormed stationsbestyreren (den, som leder trafikken) styrer sporskifter og signaler og dermed trafikken, og de sikrer ad teknisk vej overholdelse af de regler, som sikrer tog mod at støde ind i hinanden (se jernbane (sikkerhed og signalvæsen)). Det kræves af sikringsanlæg, at de er fejlsikre, dvs. at det skal bevises, at de ved tekniske fejl går til en sikker tilstand, fx at sporskifter spærres mod omstilling, og signaler viser stop.

De første sikringsanlæg, der stammer fra før 1900, var rent mekaniske konstruktioner, som via trådtræk styrede sporskifter og armsignaler. Ved sådanne anlæg skal stationsbestyreren selv kontrollere, at sporet er frit, før der stilles signal for et tog; i Danmark fandtes indtil 2002 et sådant anlæg i Borris.

Næste trin i udviklingen var elektromekaniske anlæg fra begyndelsen af 1900-tallet. I disse anlæg manøvreredes sporskifter og signaler ved hjælp af elektricitet. De nødvendige sikkerhedsmæssige egenskaber blev her dannet dels mekanisk, dels ved elektriske kredsløb med relæer. I elektromekaniske anlæg kan det teknisk overvåges vha. sporisolationer, at sporene er frie, før der stilles signal for et tog, ligesom det er muligt at bruge dværgsignaler til at styre rangeringen. Elektromekaniske sikringsanlæg kan opfylde alle nutidens sikkerhedskrav og kan forsynes med ATC, men de kan ikke fjernstyres, og de produceres ikke mere.

I 1950'erne blev der udviklet sikringsanlæg helt baseret på relæer. Sådanne anlæg har som regel sporisolationer overalt i de spor, hvor der kører tog. Relæsikringsanlæg kan fjernstyres (fjernstyringsanlæg) og er i flere varianter den mest udbredte type hos Banedanmark. Relæteknik bruges også til linjeblokanlæg på fjernbanerne og til overkørselsanlæg. Privatbanerne har også relæsikringsanlæg. I 1960'erne blev relæanlæg videreudviklet til relægruppeanlæg, hvor relæerne er samlet i forskellige typer kasser, hver konstrueret til at sikre ét objekt (et sporskifte eller et signal). Kasserne forbindes indbyrdes og udgør samlet et sikringsanlæg. Relægruppeanlæg med indbygget HKT er meget udbredt på S-banen til stationssikringsanlæg og til linjeblokanlæg. I 1970'erne udvikledes den første type sikringsanlæg med computer til at udføre logikken og relæer til at styre sporskifter og signaler. Den nyeste udvikling er fuldelektroniske sikringsanlæg, som blev udviklet fra slutningen af 1980'erne.

Udviklingen af sikringsanlæg går i retning af fælleseuropæisk standardisering for at lette kørslen over grænserne og for at få større markeder for sikringsteknik med deraf forventede lavere priser. På Københavns Metro og på enkelte bybaner/undergrundsbaner i udlandet kører togene automatisk uden lokomotivfører ved hjælp af computersikringsanlæg med tilhørende udstyr i togene.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig