En vogn er et køretøj med to eller flere hjul. Det gammeldanske ord wagn betegnede et landtransportmiddel generelt og kunne således også bruges om fx en slæde. Senere og indtil begyndelsen af 1900-tallet betegnede vogn et køretøj med fire hjul, mens den tohjulede arbejdsvogn blev benævnt kærre eller karre, og tohjulede personvogne havde forskellige navne som f.eks. karriol, gig og jumbe.
vogn
To små lerkar, udformet som vogne med fire hjul. De dateres til neolitikum og regnes for at være den første kendte fremstilling af en vogn i Europa. Karrene er fundet i Budakalász i Ungarn og findes i dag på Nationalmuseet i Budapest.
Vognens historie
Fornem firehjulet romersk rejsevogn, der er overdækket til beskyttelse af passagerer og bagage, en såkaldt pilentum. Den bliver trukket af to heste og styret af en kusk med pisk. Relieffet, der dateres til det 1.-2. århundrede e.v.t., er i dag indmuret i kirken i Maria Saal i Kärnten, Østrig.
De ældste afbildninger og fund af vogne stammer fra det 4. årtusind f.v.t. og er fundet i Nær- og Fjernorienten; herfra bredtes vognen i det følgende årtusinde ud over den gamle verdens kontinenter, men nåede ikke den nye verden før Columbus.
Modeller og afbildninger fortæller, at vognen blev brugt som magtsymbol, ofte trukket af heste, mens fund af vogndele viser, at vognen også blev brugt som transportmiddel og landbrugsredskab, trukket af okser. Fra den mykenske kultur fra det 2. årtusind f.v.t. kendes afbildninger af tohjulede stridsvogne med egehjul trukket af heste, der også omtales i de tidlige græske tekster. Afbildninger og modeller af denne vogntype spredtes i løbet af bronzealderen til Egypten, Nærorienten, Middelhavsområdet samt til det centrale og nordlige Europa og Skandinavien. Muligvis har de inspireret til en række helleristninger og selveste Solvognen fra Trundholm i Odsherred. Mærkelige bronzestøbninger fundet i Gallemose nær Randers tolkes måske med rette som dele af rygåg anvendt i forbindelse med en stridsvogn.
I den senere bronzealders kulturkredse i det østlige og centrale Europa gravlagdes i 1. årtusind f.v.t. våbenføre mænd med lave firehjulede pragtvogne beslået med bronze, og skikken fortsatte i de efterfølgende jernalderkulturer, hvor køretøjerne efterhånden fik høje, velbyggede, mangeegrede hjul, der gjorde dem egnet til hesteforspand. Heldige fund i Dejbjerg Præstegårdsmose ved Ringkøbing har givet Europas bedst bevarede eksemplarer af denne vogntype.
Senere fulgte tohjulede stridsvogne de bevæbnede keltiske krigere i gravene i Vesteuropa og sydlige England. Den keltiske vognbygningskunst var inspirationen for det romerske karetmageri, der omkring begyndelsen af vor tidsregning, kombineret med egentlige vejanlæg i Romerriget, åbnede for udnyttelsen af vognen til mange forskellige formål. Kelterne havde veje, der mindede om de romerske, og på grund af de hårde vejbelægningers slid havde hjulene på de keltiske pragtvogne og de finere romerske vogne jernbeslag, ligesom de romerske heste bar jernsko. I Norden introduceredes hestesko af jern først i 1100-tallet og jernbelægning på de finere køretøjers hjul i løbet af 1500-tallet.
Vogne i Danmark
Eksempler på hestevogne: 1 Arbejdsvogn med fading; 2 arbejdsfjedervogn; 3 dogcart; 4 kalechevogn; 5 landauer; 6 coupé.
Forhistorisk tid
De forskellige vogne i oldtidens Danmark kan med få undtagelser ses som resultater af europæiske strømninger der blev omsat i dansk form og teknologi. Undersøgelser har derfor vist meget store forskelle mellem de europæiske områders vogne på grund af forskelle i klima, landskabernes tilgængelighed og råmaterialer. Muligvis er rester af de første vogne i Danmark fundet i de nordjyske stendyngegrave fra ca. 3100-2800 f.v.t. Gravene, der ligger i lange rækker dækket af sten, som minder om anlagte veje, indeholder som regel tre elementer: forrest to aflange gruber, der hver kan have rummet en okse, hvilket biologiske spor i nogle af disse gruber afslører. Bagtil er der en rektangulær grube i visse tilfælde med spor af nedgravede to eller fire massive hjul af træ forbundet med en eller to aksler på tværs. I gruberne har man fundet gravgaver som arbejds- og stridsøkser af sten. Gravene kan således hver have indeholdt en mand på en vogn og et par okser, der sammen illustrerer en okseforspændt vogn, som minder om en række grave fra Badenkulturen og tidlige helleristninger fra det nordlige Mellemeuropa.
De ældste fund af egentlige vogndele i Danmark er massive skivehjul med fast nav, ofte to sammen, fundet i moser samt en undervognstvege fra Klosterlund ved Silkeborg fra bondestenalderen, dateret til ca. 2800 f.v.t. Hjul og undervogn har tilhørt tohjulede oksekærrer, formentlig med flettet vognkurv, som er vist på flere skandinaviske helleristninger.
Mod slutningen af bronzealderen kendes beslag til lave firehjulede, bronzebeslåede vogne, knyttet til fyrstelige kredse. Der er danske fund af dele af denne vogntype fra Skerne på Falster, Egemosen og i Lusehøj på Fyn, hvor hjulene mangler. De har mindet om de berømte støbte bronzehjul fra Stade vest for Hamborg. I jernalderen ændredes den primitive oksekærre til et lavt, firehjulet landbrugskøretøj trukket af okser. I Rappendam Mose i Nordsjælland er der fundet ca. 80 dele af denne vogntype, som formentlig er blevet ofret til guden Nerthus.
Fra kort før begyndelsen af vor tidsregning kendes i det nuværende danske område mindst seks keltiske pragtvogne trukket af heste, der delvist er fremstillet i Danmark; se Dejbjergvognene. Denne kendte vogntype anvendtes indtil ældre romersk jernalder og satte sig spor i den lokale vognbygning, hvilket bl.a. ses i et fund af ca. 40 vogndele fra formentlig hestetrukne arbejdsvogne i Tranbær Mose ved Vejle. Den hestetrukne vogn havde fire høje, mangeegrede hjul, og vogne af denne type blev bygget af lokale bønder og håndværkere til landbruget i over 1600 år frem til efter 2. Verdenskrig. I løbet af yngre jernalder og ældre vikingetid fik hjulnavene tøndeform, og hjulfælgene blev meget høje. De forskellige vogntyper, der er afbildet på billedsten og tekstiler, understreger den øgede transport og de forbedrede vejforhold frem mod ældre middelalder.
Middelalderen
I løbet af middelalderens første århundrede blev arbejds- og transportvognene lavere og fik bredere fælge, der jævnede og fasttromlede kørebanen af jord og sand. Ca. 1300 ses flere forskellige vogntyper, heriblandt en kraftig og bred rejsevogn (fruervogn) fra Boringholm med halvrundt tag og høje, skråtstillede hjul, der er koniske for at kunne køre i de samme spor som arbejdsvognene Vognstyreren sad ikke på vognen, men på den nærmeste hest. Rejsevognen kendes fra folkeviserne som adelsfruernes bespærede karme eller 'hængende karm' (karm med forhæng). Dele af en fruervogn er bl.a. fundet i voldstedet Boringholm ved Horsens, hvor der også er fundet rester af tidens arbejdsvogne.
Rejsevognen udvikledes efterhånden under påvirkning af den såkaldte kuskevogn indført fra Ungarn af kongen og adelen i løbet af 1500-tallet. Den var trukket af tre heste og fik i Danmark kaleche. I modsætning til de tidligere rejsevogne sad vognstyreren på kuskevognens forende og fik deraf navnet kusk. Med kuskevognens indførelse begyndte adelens mænd at rejse i vogn i stedet for at ride eller benytte bærestol. Kuskevognen fik sammen med flere andre af europæisk herkomst sit egentlige gennembrud på kongevejene, som Frederik 2. begyndte at anlægge fra 1580'erne. Arbejdsvognene på landet blev i løbet af middelalderen og nyere tid fremstillet af både lokale husmænd og håndværkere (hjulmænd, hjuler).
Nyere tid
De ældste hestevogne i Danmark havde træaksler og var ikke affjedrede. I 1800-tallet blev træakslerne på nogle luksusrejsevogne afløst af smedede jernaksler og jernbøsninger i hjulnavene. Hjulene løb lettere, og navlejerne krævede mindre smøring. Arbejdsvogne med træaksler og jernskinner på undersiden af akselarmen samt indvendige navbøsninger af jern fandtes på landet indtil første del af 1900-tallet. I midten af 1800-tallet udvikledes patentakslen, der var af hærdet stål og dermed mere holdbar.
Med forbedring af affjedring af rejse- og herskabsvognene i den sidste del af 1800-tallet ændredes vognenes konstruktion, idet langvognen forsvandt og fjedrene blev monteret direkte på akslerne og under vognkassen (fadingen). Da vejene var udjævnede og ikke længere sporkørte, kunne hjulene stå stejlere og sporvidden gøres større. Forhjulene blev gjort lavere, så de kunne gå ind under vognkassen, som desuden blev bredere; vognene blev således mere skånsomme over for hestene og mere behagelige til personbefordring. De første affjedrede vogne fra sidste halvdel af 1500-tallet havde vognkassen ophængt i læderstropper. Det var imidlertid ukomfortabelt, da vognkassen dermed kom til at svinge. Omkring 1850 indførte man elliptiske fjedre, som blev anbragt på undervognen. De første var dog kun halvfjedre, da den øverste halvdel var et fast, udsmedet stykke.
Hjulkonstruktionen har udviklet sig fra fælge af træ til fælge med en samlet jernring. Fælgene var oprindelig helt uden beslag, men med slidtappe af træ eller vættelys (sten). I løbet af 1500-tallet blev de første danske hjul beslået med løse jernskinner og efter 1850-1860 med en massiv jernring, der blev lagt på i varm tilstand. Teknikken er dog langt ældre og blev i oldtiden anvendt af keltere og romere. Omkring 1900 var gummibelagte fælge den foretrukne fælgbelægning for de finere vogne, mens landbrugs- og arbejdsvogne fortsatte med jernringe. Senere forsynedes nogle hestevogne med luftgummihjul (automobilhjul).
Vogntyper
Hestevognens danske typer er inspireret fra udlandet, bl.a. den stive (uaffjedrede) landbrugsvogn, hvis grundmønster i Jylland og på Fyn kommer fra kelto-romersk oldtid (jf. de tidligere nævnte Dejbjerg- og Tranbærvogntyper). Den østdanske arbejdsvogns fortøj (drejemekanisme) er formentlig inspireret af hansestædernes vogne fra ældre middelalder, hvorfor den fortsat ses udbredt fx i Holsten og tidligere også sås i det sydlige Jylland. Blandt de ældste personvogne, kaldet luksusvogne, i nyere tid var 1½-stolsvognen, som bestod af et fast, stort kuskesæde og et mindre, aftageligt bagsæde. Vognkassen var konstrueret, så forhjulene kunne gå ind under vognen og dermed dreje på mindre plads. Charabanc er også en tidlig vogntype, senere blev dogcart, ponyvogn og kavalervogn udbredt; til varetransport udvikledes i samme periode den almindelige fjedervogn i forskellige størrelser. Blandt luksuskøretøjer findes også åbne køretøjer.
I Danmark blev der stort set kun bygget hestevogne med kaleche eller fast tag indtil 1880, hvorefter de fleste var åbne; syd for Danmark var overdækkede vogne mere almindelige. Landauer med to kalecher og halvkalechevognen, som kun havde en enkelt kaleche, var de mest almindelige luksuskøretøjer i Danmark. Halvkalechevognen findes i flere udformninger, fx victoria, mylord eller barouche; i daglig tale blev disse dog ofte blot kaldt kalechevogne. Coupé, omnibus og den lidt bredere betegnelse karet dækker alle over lukkede vogntyper med fast tag.
De mest almindelige tohjulede køretøjer i Danmark var gig, dogcart og jumbe. De mest udbredte arbejdsvogne var blokvogn, der ofte blev brugt til tungere læs, og stivvogn. Vognens benævnelse ændres gennem tiden betydeligt, liegsom de benævnelser fra udlandet, der anvendtes af de finere herskaber, ikke blev brugt af borgere og bønder.
I dag anvendes hestevogne især til køresport. Der konkurreres med forskellige vogntyper i disciplinerne dressur, maraton, forhindring samt kombination; Dansk Køre Forbund (stiftet 1973) har ca. 1200 medlemmer (2013). Desuden bruges hestevogne (sulkyer) i travsport.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.