Panhard, fransk bilmærke produceret fra 1890 af firmaet Panhard & Levassor, dannet 1886 af René Panhard (1841-1908) og Émile Levassor på grundlag af Panhards motorfabrik. Firmaet var i ti år førende inden for bilkonstruktion, og frem til 1960'erne, da forhjulstræk vandt frem, var næsten alle biler konstrueret efter système Panhard. Panhard blev i 1965 overtaget af Citroën, og mærket forsvandt i 1967.