Frederick William Lanchester, 23.10.1868-8.3.1946, britisk bilkonstruktør; grundlagde i 1899 sammen med sine to brødre bilfabrikken Lanchester. Han var en meget originalt tænkende tekniker, og hans konstruktioner var helt upåvirkede af gængs praksis. Motorerne blev af hensyn til vægtfordelingen anbragt centralt med fører og forsædepassager på hver sin side. Indtil 1907 foregik styringen med en styrearm hængslet ved førerens albue, og affjedringen var afstemt, så svingningerne svarede til bevægelserne ved et menneskes gang. Lanchester forlod fabrikken i 1913 og blev konsulent bl.a. hos Daimler. Lanchesterfabrikken fortsatte med mere konventionelle biler under ledelse af Frank (1870-1960) og George Lanchester (1873-1970). Den blev i 1931 fusioneret med Daimler. Den sidste bil med navnet Lanchester blev produceret i 1955.