Faktaboks

D. Lauritzen
Født
23. november 1859
Død
24. december 1935

D. Lauritzen, Ditlev Lauritzen, 23.11.1859-24.12.1935, dansk købmand og skibsreder; far til Ivar og Knud Lauritzen. Efter uddannelse i sin fars, Jørgen Lauritzens (1821-1903), tømmerhandel i Ribe og studier i København begyndte han i 1884 i sin fars navn at drive handel i Esbjerg med trælast, kul, korn og foderstoffer.

I 1895 satsede han på skibsfart med dannelsen af dampskibsselskabet Vesterhavet, fortsatte med handel og gik ind i industri. 1914 flyttede han til København og var under 1. Verdenskrig medlem af Den Overordentlige Kommission.

1917-18 realiserede han under højkonjunkturen hele flåden med stor fortjeneste, men genopbyggede fra 1920 rederiet under navnet J. Lauritzen (se Lauritzen Gruppen).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig