Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

lanterne

Oprindelig forfatter OVen Seneste forfatter Redaktionen

Lanterne. Et maskindrevet skib med en længde på over 50 m, der er let, dvs. ikke ligger til ankers eller er fortøjet, skal vise et hvidt toplys forude og endnu et agten for og højere. Endvidere skal der føres et rødt og et grønt sidelys samt hvidt agterlys. Toplysene skal kunne ses mindst seks sømil borte, sidelys og agterlys mindst tre sømil. Før sidelysene kan ses, kan man ud fra skellet mellem de to toplys bedømme stævnretningen.

lanterne, lampe, som er indrettet til at vise et af de for et skib foreskrevne skibslys, som det er defineret i de internationale søvejsregler mht. farve, synsvidde og lysvinkel.

Ordet lanterne kommer via latin fra græsk lampter 'lysestage', af lampein 'lyse'.

En lanterne består af et metalhus med en lysgiver, tidligere et petroleumslys, nu en elpære, der er præcist placeret i forhold til lysåbningen. Denne består normalt af en Fresnel-linse, der samler lyset i det vandrette plan og kan være afgrænset til at give lys i en bestemt sektor, målt ud fra skibets diametralplan. Endvidere kan lanternen være forsynet med et farvet forsatsglas, sædvanligvis rødt eller grønt. Sammensatte lanterner, dvs. lanterner, der afgiver forskelligtfarvet lys i to sektorer, finder anvendelse i mindre fartøjer.

Lanternerne er placeret om bord, således at de som regel i en kombination viser lys, der angiver skibets tilstedeværelse, dets type, dets bevægelsesretning og dets virksomhed. Andre skibe kan således manøvrere under hensyntagen hertil og i overensstemmelse med søvejsreglerne og dermed nedsætte risikoen for kollision. Lanternerne skal lyse fra solnedgang til solopgang og under alle forhold, hvor synsvidden er nedsat.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Ventegodt: lanterne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=114549