Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bjergning

Oprindelige forfattere JSoen og SIbT Seneste forfatter Redaktionen

bjergning, aktion, hvorved et nødstedt skib ved assistance bringes i sikkerhed. Bjergning forekommer, når et skib befinder sig i en faretruende situation, som egen besætning og udstyr ikke kan klare, og skibsføreren derfor har søgt assistance fra et andet skib, fra land eller på anden måde. Det er skibsførerens ansvar at rekvirere bjergningsassistance, men hvis tiden tillader det, bør han rådføre sig med rederi og assurandør.

De hyppigst forekommende bjergeaktioner finder sted i forbindelse med strandede skibe, som bliver lettet ved lægtring, dvs. ved hel eller delvis udlosning af skibets last, og/eller bliver trukket af grunden, brændende skibe, som modtager slukningsassistance, strandende skibe, som bliver bugseret i sikkerhed, samt i forbindelse med læksprungne skibe, som får assistance til stopning af lækager og evt. også hjælp med lænsemidler.

På de steder, hvor stranding ofte forekommer, bliver bjergning ofte udført i samarbejde med såkaldte bjergelav, der består af lokale folk, som kan assistere ved lægtring, ved udlægning af varpankre eller på anden måde. I Øresund er der gennem tiderne sket mange grundstødninger, og her oprettede danskeren Emil Z. Svitzer i 1833 verdens første bjergningsselskab. Senere blev bjergningsarbejdet udvidet til stationer ved områder med stor trafiktæthed som fx Middelhavet, Det Røde Hav og Det Indiske Ocean.

Annonce

Moderne bjergningsselskaber råder over oceangående bjergningsskibe med stor maskinkraft og omfattende specialudstyr, hvilket sætter selskaberne i stand til også at løse en lang række opgaver ud over bjergning, fx havnebugseringer, pramtransporter og offshore-entrepriser.

Reglerne om bjergning af skib og/eller last findes i Søloven kap. 16. Den person, der bjerger et skib, som er forulykket eller stedt i fare, og det gods eller den ladning, der hører til skibet, har ret til bjergeløn. Bjergelønnen fastsættes skønsmæssigt, idet der tages hensyn til bl.a. faregraden, bjergerens indsats og det bjergede skibs eget bidrag til bjergeaktionen. At skibet er forladt af besætningen medfører ikke uden videre en højere bjergeløn, men det kan selvfølgelig medføre, at bjergerens indsats eller faregraden forøges. Reddes intet, ydes der ingen bjergeløn (no cure, no pay). Vel gennemført bjergning kan give en betydelig bjergeløn, der dog ikke kan overstige det bjergedes værdi. Aftale om bjergning og om bjergeløn forud for bjergningen kan senere tilsidesættes af retten, bl.a. hvis aftalen er ubillig, dvs. ikke stemmende med rimelighed. Der er udarbejdet en fællesskandinavisk standardkontrakt om bjergning. Ved bjergelønnens fordeling godtgøres visse skader og udgifter forlods, og resten fordeles mellem rederiet, skibsføreren og mandskabet. Bjergeren har i et år søpanteret, dvs. sikkerhed for bjergelønnen, i de bjergede værdier; krav på bjergeløn forældes på to år.

Sølovens kapitel 16 om bjergning blev revideret i 1995 som følge af den internationale bjergningskonvention af 1989, der var forberedt af International Maritime Committee og International Maritime Organization. En nyhed var, at mobile havanlæg under slæb blev omfattet af reglerne. Samtidig indførtes regler om en vis dækning af bjergerens omkostninger ved bjergeaktioner med risiko for miljøskade i bred betydning, uanset om det lykkes at redde skib og/eller ladning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Søndergaard, Søren Ib Thirslund: bjergning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=47791