Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bareboatbefragtning

Oprindelig forfatter KiRa Seneste forfatter Redaktionen

bareboatbefragtning, (af eng. bare boat 'tom båd'), demisechartering, aftale om leje af et skib for en bestemt, ofte længere periode, hvorved lejeren, befragteren, får fuld rådighed over, men ikke ejendomsret til skibet (se befragtning).

Skibet lejes uden besætning; befragteren betaler alle omkostninger i forbindelse med dets anvendelse og har endvidere det fulde ansvar for driften, herunder hyre af besætning, vedligeholdelse af skib, forsikringsforhold m.m. Udadtil betragtes befragteren og ikke ejeren som skibets reder.

Bareboatbefragtning kan opdeles i operationel bareboatbefragtning, hvilket svarer til en almindelig lejeaftale, og finansiel bareboatbefragtning, hvilket svarer til en leasingaftale. Aftaler om finansiel bareboatbefragtning indgås ofte for længere tidsrum, fx 16 år, og indeholder en købsoption for befragteren. I 1980'erne og i begyndelsen af 1990'erne har finansiel bareboatbefragtning ofte været anvendt i Danmark i forbindelse med udbydelse af anpartsprojekter.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kim Rasmussen: bareboatbefragtning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=44094