• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

rotor

Oprindelige forfattere JR-Hog Krag Seneste forfatter Krag

rotor, 1) del af en helikopter. Rotoren består af et rotorhoved og to eller flere rotorblade. 2) roterende, men stillestående sky, der dannes i bjergområder under særlige vindforhold. Den kan give anledning til kraftig turbulens og være ubehagelig at flyve igennem for flypassagerer. Svæveflyvere bruger rotorer som indikation for, at der er nyttige opvinde i nærheden.

Ordet rotor er en afledn. af latin rota 'hjul'.

3) roterende komponent i elektriske maskiner; opbygget af magnetisk materiale, oftest jern. I nogle maskiner har rotoren udprægede poler, dvs. radialt orienterede kerner, hvorpå viklinger placeres. Uden udprægede poler er viklingerne nedfældet i noter, som er fræset i rotorens cylindriske overflade; rotoren kaldes da en fuldpolsrotor. For jævnstrømsmaskiner forbindes rotorens viklinger med nettet gennem kommutatorer, for synkrone vekselstrømsmaskiner gennem slæberinge. I asynkrone vekselstrømsmaskiner er rotorviklingen ikke forbundet til nettet. Der kan anvendes permanente magneter i rotorer for jævnstrøms- og synkrone vekselstrømsmaskiner, men det udelukker regulering af spændingen i synkronmaskinen. Se elektriske maskiner.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jan Rønne-Hansen, Fritz Krag: rotor i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=233780