Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

remise

Oprindelig forfatter PThe Seneste forfatter Redaktionen

remise, bygning med spor til opbevaring af lokomotiver, jernbanevogne eller sporvogne. Til Danmarks første jernbane, København-Roskilde (1847), byggedes remiser til alle lokomotiver og vogne. Snart gik man dog over til kun at anbringe jernbanevogne indendørs, når de skulle vedligeholdes på vognværkstederne. Derimod bestod sporvognsremiser, indtil sporvognsdriften ophørte. Damplokomotiverne krævede løbende vedligeholdelse i remiser, senere kaldet maskindepoter. I dag vedligeholdes alle lokomotivtyper i lokomotiv- eller såkaldte lokoværksteder.

Ordet remise er fransk, af remettre i betydningen 'sætte på plads', se remis.

Arkitektonisk kan remiser være markante bygninger. Især rundremiser, hvor remisens spor udgår radialt fra en drejeskive uden for bygningen, har et karakteristisk udseende. Sporene i en remise kan også løbe parallelt; lokomotiverne kommer i så fald til de enkelte spor fra et system af sporskifter uden for bygningen eller en skydebro uden for eller i bygningen. Danmarks Jernbanemuseum i Odense ligger i en stor remisebygning, mens andre remiser er bevaret til andet end jernbaneformål, fx remisen i Brande, der anvendes til kulturarrangementer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Thestrup: remise i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=150169