Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

banegård

Oprindelig forfatter KjER Seneste forfatter Redaktionen

Banegård. Høje Taastrup station åbnedes 1986 for at aflaste og supplere Københavns Hovedbanegård. Ved nyanlæg eller omfattende moderniseringer tilstræbes det at etablere banegårdscentre, hvor banegårdens funktioner kombineres med butiks- eller administrative centre.

Banegård. Høje Taastrup station åbnedes 1986 for at aflaste og supplere Københavns Hovedbanegård. Ved nyanlæg eller omfattende moderniseringer tilstræbes det at etablere banegårdscentre, hvor banegårdens funktioner kombineres med butiks- eller administrative centre.

banegård, benævnelse på et jernbanestationsanlæg eller på en stations hovedbygning. En banegård kan være indrettet til passagertrafik, godstrafik eller til begge dele. Afhængig af banegårdens funktion findes en række driftanlæg som signalposter, lokomotivdepoter, klargørings- og forsyningsanlæg samt værksteder. I København, Aarhus og Fredericia findes banegårde, som alene tjener driftsinterne formål: opstillings- og depotbanegårde til passagertog og rangerbanegårde til behandling af godstog.

De fleste banegårde er anlagt som gennemkørselsstationer; enkelte som sækstationer, hvor sporene ender blindt ved en tværperron eller ved sporstoppere (fx Helsingør og Rødby Færge). Er der som i Aarhus tale om en mellemstation, må togene ved viderekørsel skifte køreretning, heraf betegnelsen rebroussementstation (fr. 'vende om'). Se også jernbane.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kjell Ejgild Rasmussen: banegård i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=43783