Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ERTMS

Oprindelig forfatter Loevb Seneste forfatter Loevb

ERTMS, European Railway Traffic Management System, fælleseuropæisk togkontrol- og radiosystem. Systemet skal indføres i hele Europa og skal i Danmark erstatte den nuværende signaludrustning omfattende sikringsanlæg, fjernstyring, togradio og ATC-systemet inkl. udrustning i det rullende materiel på hele fjernbanenettet. Et primært formål med ERTMS er at skabe større konkurrence gennem direkte og lettere grænseoverskridende trafik, ens sikkerhedsregler og togkontrol (ATC) samt togradio. Projektet blev påbegyndt af den internationale jernbaneunion, UIC, i 1989 og er fra 1995 videreført som et EU-projekt med det formål at realisere centrale dele af interoperabilitetsdirektivet.

ERTMS består af to systemer: et togkontrolsystem, ETCS (European Train Control System), der er kontrol- og kommandodelen, og en togradio, GSM-R, der er radio- og datakommunikationsdelen. Togradioen er baseret på almindelig mobiltelefoni udvidet med særlige jernbanefunktioner (R står for rail). ERTMS er under udvikling og afprøvning i en række europæiske lande, bl.a. Italien, Østrig, Belgien, Holland, Grækenland, Finland, Frankrig, Spanien, Schweiz og Storbritannien. EU yder 50% udviklingsstøtte til projektet. Sverige og Norge planlægger et fælles udbud af ERTMS-udrustning for tog og planlægger flere fælles udbud.

Det danske folketing besluttede i januar 2009 at investere i alt 24 mia. kr. i en totaludskiftning af Banedanmarks signaler med et nyt signalsystem baseret på ERTMS niveau 2 på fjernbanenettet og et moderne ERTMS-lignende bybanesystem på den københavnske S-bane. Udskiftningen skal være gennemført inden 2021 på fjernbanen og inden 2020 på S-banen. Ved ERTMS niveau 2 er de hidtidige, udvendige strækningssignaler (lyssignaler mv.) erstattet af førerrumssignaler i modsætning til ERTMS niveau 1, hvor eksisterende strækningssignaler er bibeholdt. ERTMS niveau 2 vil muliggøre tættere togrækkefølge, højere hastighed og bedre regularitet. Desuden vil systemet ved at overflødiggøre strækningssignalerne medføre lavere vedligeholdelsesomkostninger. Ved standardisering af signaler, togkontrol og togradio i Europa skabes et stort marked for sikringsteknisk udstyr, der tiltrækker flere leverandører, øger konkurrencen og skaber lavere priser.

Annonce

Banedanmark vil indlede udskiftningen af signalsystemet på to prøvestrækninger i henholdsvis 2017: Roskilde-Køge-Næstved og 2018: Langå-Aalborg-Frederikshavn. Når afprøvningen er afsluttet fortsætter udskiftningen i 2018 på strækningen Ringsted-Rødby Færge (Femernbælt-forbindelsen). Derefter i 2019 på strækningerne mellem København og henholdsvis Frederikshavn, Esbjerg og Sønderborg. De øvrige strækninger skal være udskiftet i 2021. På den københavnske S-bane indledes udskiftningen i 2014 på strækningen Jægersborg-Hillerød.

Endvidere skal der installeres det nødvendige udstyr i det rullende togmateriel.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eilert Løvborg: ERTMS i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72075