Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

jernbaner i udlandet

Oprindelige forfattere Loevb og PThe Seneste forfatter Redaktionen

Jernbaner findes i de fleste af verdens lande, men banernes andel af transportsektoren har de fleste steder været faldende siden 2. Verdenskrig.

På persontransportområdet er det muligvis kun i Kina, at banerne nu har større markedsandel end vejtransporten, mens det i slutningen af 1980'erne også var tilfældet i det daværende Sovjetunionen og muligvis også i Indien.

På godsområdet er banernes markedsandel regnet i gennemsnit større end på personområdet, men er også her kraftig aftagende. Specielt har sammenbruddet af det planøkonomiske system i Sovjetunionen og Østeuropa betydet et kraftigt fald i godstransport med jernbane i disse lande.

Annonce

De absolut mest udstrakte jernbanenet findes i USA, Rusland og Indien, Canada og Kina, mens lande som Canada og Australien har det længste jernbanenet pr. indbygger.

Største jernbanetæthed findes i europæiske lande som Tjekkiet, Tyskland og Belgien, men det er i Japan, at befolkningen i gennemsnit rejser flest kilometer med jernbane årligt. Det er dog kun på persontransportområdet, at de japanske baner står stærkt.

I de fleste lande blev jernbanerne fra begyndelsen anlagt af private selskaber. Der er dog også eksempler på, at staten løste opgaven. Da Holland efter Belgiens løsrivelse i 1830 blokerede den nye stats adgang til havet fra Antwerpen, blev det belgiske jernbanenet skabt af staten, og i de fleste europæiske stater gik tendensen frem til efter 2. Verdenskrig entydigt i retning af statens overtagelse af jernbanenettets hovedlinjer.

I 1990'erne blev statslige jernbaneselskaber derimod i vid udstrækning omdannet til private selskaber ofte i forbindelse med opdeling. Eksempelvis er de britiske jernbaner, som staten overtog i 1947, nu igen blevet opdelt i private selskaber. Desuden er der i flere vesteuropæiske lande sket en opdeling mellem et oftest statsligt infrastrukturselskab, som ejer spor og al anden jernbaneinfrastruktur, og et eller flere operatørselskaber, som står for togdriften.

Læs om jernbaner i Norden.

Europa

Om jernbanens start i England, se afsnittet om de tidligste jernbaner. Den første lokomotivbane på det europæiske kontinent var den franske bane fra Rive de Gier til Lyon i 1832. Derefter kom i Belgien strækningen Bruxelles-Malines og i Tyskland Nürnberg-Fürth, begge indviet i 1835.

Af europæiske lande med udstrakt jernbanenet kan nævnes Tyskland med 40.800 km, Frankrig med 32.700 km, Polen med 24.400 km, Storbritannien med 16.500 km og Italien med 16.100 km, alle med normalsporvidden 1435 mm. I Portugal og Spanien er banerne anlagt med sporvidde på 1676 mm; højhastighedsbanen mellem Madrid og Sevilla dog med normal sporvidde.

I Vesteuropa er der efter 2. Verdenskrig blevet nedlagt et stort antal baner med ringe trafik. Nogle lande valgte allerede i mellemkrigstiden at elektrificere hovedlinjerne, mens andre holdt fast ved dampdriften til efter 2. Verdenskrig. I 1950'erne og 1960'erne afløstes damplokomotiverne i vid udstrækning af diesellokomotiver.

I de sidste årtier har de fleste europæiske lande dog valgt at elektrificere de endnu ikke elektrificerede hovedstrækninger. For den grænseoverskridende persontrafiks vedkommende er banernes markedsandele i høj grad gået til luftfart og personbiler.

De nationale og internationale højhastighedstogsystemer, der etableres i løbet af 1990'erne er et forsøg på at tilbageerobre en del af denne persontrafik for de europæiske jernbaner.

Nord- og Sydamerika

USA

USA har verdens største jernbanenet; knap 190.000 km med normalsporvidde på 1435 mm. Der er dog her som i næsten alle andre lande tale om en tilbagegang i nettets udstrækning; i 1913 var der over 400.000 km bane.

Den første jernbane i USA, en del af Baltimore-Ohio-banen, åbnedes i 1830, og udviklingen foregik således parallelt med udviklingen i Europa. I 1869 mødtes Union Pacific Railroads, der byggede fra øst (Omaha, Nebraska), og Central Pacific Railroads, der byggede fra vest (Sacramento, Californien), hvorved der var etableret jernbaneforbindelse tværs over det nordamerikanske kontinent.

I dag anvendes jernbanerne i USA næsten udelukkende til godstransport, idet fjernpassagertrafikken hovedsagelig er overtaget af luftfarten. Det nationale jernbanepassagerselskab National Railroad Passenger Corporation (Amtrak) ejer selv kun ca. 1250 km spor og kører derfor også passagertrafik på dele af godsselskabernes spornet. Af disse, der alle er private, er der få meget store, og mange meget små selskaber.

Godstogene fremføres med lav hastighed, hovedsagelig af diesellokomotiver, hvoraf man kan se adskillige sammenkoblede, nogle evt. placeret inde i togstammen, men alle styrede fra det forreste lokomotiv. Kul- og containertog er væsentlige godstogstyper.

Fritrumsprofilet i USA og Canada muliggør, bl.a. på grund af fraværet af køreledninger, containertog med containere i to lag. Foruden det udstrakte godstogsnet med meget sporadisk passagertrafik findes også en del nærtrafikbaner ved større byer.

Canada

Canada har 59.000 km jernbane med normalsporvidde. Den første strækning åbnedes i 1836 mellem Laprairie og St. John, Québec; forbindelse mellem øst- og vestkysten etableredes i 1885. De canadiske jernbaner ligner i teknisk henseende banerne i USA, men der har traditionelt været betydelig større statsligt engagement i de canadiske baner.

Sydamerika

Den første jernbane i Latinamerika åbnedes i 1837 på Cuba. Ellers findes der jernbaner i alle sydamerikanske lande med de største net i Argentina og Brasilien. Jernbanerne i Sydamerika er især præget af mange små selskaber, som benytter forskellige sporvidder; meget få af strækningerne er elektrificeret. I Peru findes verdens højest beliggende jernbane, op til 4839 m.o.h., mens banen over Andesbjergene fra Salta i Argentina til Antofagasta i Chile når op over 4000 m.o.h.

Rusland

Det russiske jernbanenet er på ca. 86.000 km med sporvidden 1520 mm foruden 1116 km med sporvidde 1067 mm på Sakhalin. Sovjetunionen havde et jernbanenet på ca. 144.000 km. Sporvidden 1520 mm, der afviger lidt fra normalsporvidden, er valgt af strategiske grunde for at hindre en indtrængende fjende i at kunne anvende sit jernbanemateriel på de russiske baner; dette forhindrede dog ikke den tyske værnemagt i at ombygge dele af det sovjetiske jernbanenet til normalsporvidde under 2. Verdenskrig.

Den første russiske bane åbnedes i 1838 mellem Sankt Petersborg og Tsarskoje Selo (nu Pusjkin). Mest berømt er Den Transsibiriske Jernbane, der forbinder det europæiske Rusland med Vladivostok på Stillehavskysten. Ca. 19.000 km af det russiske jernbanenet er elektrificeret med 3 kV jævnspænding og ca. 19.500 km med 25 kV vekselspænding.

Efter sovjetstyrets sammenbrud er jernbanernes godstrafik aftaget mere end passagertrafikken. Væsentligst for passagertrafikken er linjen mellem Moskva og Sankt Petersborg, åbnet 1851. Selvom det russiske jernbanenet kun er ca. halvt så udstrakt som USAs, var godstransporten midt i 1990'erne af samme omfang, ca. 1600 mia. tonkilometer.

Asien

Jernbanerne i Asien anlagdes ofte med europæisk interesse, fx i Indien af briter, i Mellemøsten af briter og franskmænd og i Indonesien af hollændere. I Tyrkiet og navnlig Iran udførte danske ingeniørfirmaer projekteringen og tilsynet med store jernbaneanlæg. Således stod Kampsax for bygningen af Den Transiranske Jernbane.

Indien har ca. 62.000 km jernbane, heraf er ca. 12.000 km elektrificeret. Sporvidden er for hovedbanernes vedkommende 1676 mm, men også 1000 mm, 762 mm og 610 mm anvendes i væsentligt omfang. De indiske statsbaner er næst efter de russiske verdens største jernbaneselskab. Den første indiske jernbane åbnedes i 1852 mellem Bombay (Mumbai) og Thana. Indien er et af de lande, hvor jernbanerne stadig har en væsentlig del af persontransporten.

Kinas første jernbane åbnedes i 1880. Det kinesiske jernbanenet er på ca. 54.000 km, hovedsagelig med sporvidden 1435 mm. Heraf er over 8000 km elektrificeret. Både person- og godstrafikken er stadigt voksende, og nettet udvides i takt dermed.

Japan fik jernbane i 1872. Det var det land, hvor verdens første egentlige højhastighedssystem blev taget i brug. Det skete i 1964 med Shinkansen mellem Tokyo og Osaka. Mens de japanske jernbaner indtil dette tidspunkt stort set havde været smalsporede (1067 mm), kom Shinkansen til at køre på normalspor. Det japanske jernbanenet er på ca. 35.000 km, hvoraf ca. 15.000 km er elektrificeret.

Afrika

Afrikas jernbaner er anlagt af kolonimagterne, og et sammenhængende kontinentalt net er aldrig skabt. Derimod findes mange isolerede baner med forskellige sporvidder, ofte fra kysten ind i landet for at transportere råvarer fra plantager, miner etc. til udskibning ved kysten. I den tidligere franske del af Nordafrika og i Egypten findes et normalsporet banenet, i Algeriet dog også sporvidden 1055 mm.

Af turistmæssig interesse er luksustoget Cairo-Luxor-Aswan. Sydafrika og de tilgrænsende lande har spornet med Kap-spor (1067 mm), heraf i Sydafrika 19.600 km. I Sydafrika træffer man det berømte Blå Tog, som er en væsentlig turistattraktion. De østafrikanske jernbaner har hovedsagelig sporvidden 1000 mm.

Oceanien

Oceanien har ikke jernbaner i større stil med undtagelse af Australien og New Zealand. Australiens første jernbane åbnedes i 1854 mellem Melbourne og Hobs Bay. De australske baner er blevet anlagt med forskellige sporvidder i de enkelte delstater, hvilket er til ulempe for transkontinentale transporter. For at løse dette problem er nogle strækninger anlagt med spor, som kan trafikeres af tog med forskellige sporvidder.

Udbygningen efter 2. Verdenskrig er dog udelukkende foregået i form af normalsporede baner. I Australien findes verdens længste lige jernbanestrækning, 478 km, på strækningen mellem Sydney og Perth. New Zealand har sporvidden 1067 mm og er et af de lande, hvor man i de senere år har valgt at privatisere det statslige jernbanenet. Der er jernbanefærger mellem de to hovedøer.

Jernbanernes internationale samarbejde

Den hurtige udbredelse af jernbanerne i Europa i 1800-t. og væksten i den internationale trafik nødvendiggjorde samarbejde over grænserne, først om driftsmæssige og tekniske forhold, senere også om bl.a. tarifmæssige og juridiske spørgsmål. Læs videre om jernbanernes internationale samarbejde

Højhastighedsdrift

Højhastighedsdrift, dvs. baner med en maksimalhastighed på over 200 km/h, er blevet et nøgleord for de initiativer, som mange jernbaneselskaber verden over har taget for at modernisere og effektivisere passagertrafikken. Læs videre om højhastighedsdrift.

Godstransport

Jernbanens betydning for godstransport kan vurderes på flere måder. I de fleste vest- og centraleuropæiske lande er jernbanerne i dag først og fremmest at betragte som passagerbaner, og udviklingen i fx Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien har især koncentreret sig om udvikling af højhastighedsbaner. Læs videre om godstransport.

Læs også om jernbaneteknik og jernbaner i Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eilert Løvborg, Poul Thestrup: jernbaner i udlandet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=101239