Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmarks jernbaner - organisation

Oprindelige forfattere Loevb og NF-N Seneste forfatter Redaktionen

Jernbaneområdet har undergået store forandringer i de sidste 15-20 år. DSB har siden 1885 og som generaldirektorat fra 1915-93 været eneansvarlig for stort set hele jernbanetrafikken, dvs. fra forberedende lovgivning, tilsyn, ejerskab af infrastruktur og udøver af selve trafikken med både persontog, godstog, busser og færger.

DSB er siden blevet omdannet til en selvstændig offentlig virksomhed, hvor alle aktiviteter undtagen passagertransport er blevet uskilt eller afhændet (se DSB). Først og fremmest er myndighedsfunktionerne overført til Transportministeriet og Trafikstyrelsen for jernbaner og færger.

Jernbaneområdet er ved disse forandringer blevet effektiviseret, idet der er foretaget en klar adskillelse og definition af opgaver, og ved at der er åbnet for konkurrerende godstrafik på jernbanenettet og indført udbud af togtrafik og af andre opgaver, hvor det er muligt.

Annonce

I 1997 blev det tidligere DSB opdelt i operatørselskabet DSB og infrastrukturselskabet Banestyrelsen, fra 2004 Banedanmark. Sidstnævnte er en statsejet virksomhed under Transportministeriet, der varetager det samlede forvaltningsansvar for den statsejede jernbaneinfrastruktur i Danmark.

Banedanmark tager sig af drift, vedligeholdelse og udbygning af banenettet, køreplanlægning samt trafikstyring og stiller nettet til rådighed for relevante togoperatører. DSB er en trafikvirksomhed under Transportministeriet, der varetager jernbanedrift.

Ud over DSB og private togoperatører, Banedanmark og privatbanerne findes andre institutioner, der er knyttet til jernbanerne. I Transportministeriets departement findes to jernbanekontorer, der på ministerens vegne varetager jernbanesager i forhold til Folketinget og regeringen samt kontakten til togoperatører og Banedanmark, herunder bl.a. fastsættelse af taksten for den infrastrukturafgift, der skal betales for at køre på Banedanmarks spor.

Det sikkerhedsmæssige tilsyn med jernbaneoperatørselskaber og infrastrukturforvaltere føres fra 2004 af Trafikstyrelsen for jernbaner og færger (tidl. af Jernbanetilsynet).

Trafikstyrelsen godkender bl.a. virksomheder, der ønsker at køre tog i Danmark og styrelsen skal underrettes om sikkerhedsmæssige hændelser på banenettet.

Tekniske undersøgelser af jernbaneulykker og alvorlige hændelser forestås af Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane, som er en institution under Transportministeriet.

Læs videre om Danmarks jernbaners samfundsmæssige betydning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eilert Løvborg, Niels Fischer-Nielsen: Danmarks jernbaner - organisation i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=101233