• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dæk

Oprindelige forfattere NJBJ og SGrau Seneste forfatter Redaktionen

Et radialdæk har navn efter karkassens opbygning. Trådlagene er viklet næsten vinkelret (radialt) på og rundt om kanttråden. I bildæk anvendes normalt fire lag bælter, som har til opgave at understøtte og virke stabiliserende på slidbanen. Slidbanemønsteret er bl.a. udformet til at bortlede vand mellem dæk og kørebane for dermed at undgå akvaplaning.

Et radialdæk har navn efter karkassens opbygning. Trådlagene er viklet næsten vinkelret (radialt) på og rundt om kanttråden. I bildæk anvendes normalt fire lag bælter, som har til opgave at understøtte og virke stabiliserende på slidbanen. Slidbanemønsteret er bl.a. udformet til at bortlede vand mellem dæk og kørebane for dermed at undgå akvaplaning.

dæk, den gummiring, der sidder udvendig på fælgen og danner køretøjets kontaktflade til kørebanen.

Et bildæk består af ca. 15% naturgummi, ca. 27% syntetisk polymer samt ca. 28% kulstofmateriale. Derudover indgår stål og kunstfibre.

Hurtigt efter opfindelsen af vulkanisering i 1839 blev lettere køretøjer forsynet med massive gummiringe i stedet for den traditionelle jernring.

Annonce

Gennem sidste halvdel af 1800-t. arbejdedes med tanken om en gummiring med komprimeret luft, og i 1888 tog briten John Dunlop (1840-1921) patent på en teknisk anvendelig løsning til cykeldæk. Dækkets gummi blev forstærket med indstøbte lag af tråde bundet ganske løst sammen.

Indtil 1920'erne fandtes der to dominerende dæktyper, vulstdæk og kanttrådsdæk (diagonaldæk). Førstnævnte var forsynet med en trekantet vulst langs kanten, som holdt det oppumpede dæk fast mod fælgen, en funktion, som blev udført af den indstøbte tråd i kanttrådsdækket.

Diagonaldæk

I løbet af 1920'erne kom kanttrådsdækket til at dominere, fordi en vulst er uanvendelig på de store lavtryksdæk, som blev almindelige. De forstærkede lærredslag lå diagonalt over hinanden fra kant til kant.

Det gav dækket tilstrækkelig stabilitet, samtidig med at det også kunne fungere som et supplement til datidens temmelig stive affjedring.

Radialdæk

Sidst i 1940'erne lancerede det franske dækfirma Michelin radialdækket, hvor de forstærkede fibre er anbragt i en ret vinkel til kanten, suppleret med et bælte af fibre under slidbanen anbragt i spidse vinkler til hinanden.

I 1950'erne begyndte man også at producere dæk, der lå så præcist an mod fælgen, at slangen indeni blev overflødig. Slangen erstattedes af et lufttæt gummilag vulkaniseret fast på indersiden af dækket, hvorved der sikres mod et pludseligt trykfald som følge af dækeksplosion. Slangeløse dæk udgør i dag langt størsteparten af de solgte personbildæk.

Efter ca. 1960 har radialdæk vundet en helt dominerende plads i forhold til diagonaldæk, der stort set ikke anvendes mere. Fordelen ved radialdækket er, at slidbanen deformeres mindre under dækkets rulning, hvorfor de såkaldte skråløbsvinkler bliver mindre og køretøjets styreegenskaber mere præcise.

Et radialdæks slidstyrke er også væsentlig større end et diagonaldæks. Ud over forstærkningens opbygning spiller slidbanens udformning, gummiblandingens kemiske sammensætning samt dækkets profil en rolle for dækkets egenskaber.

Dækbetegnelser

Dækprofilen udtrykkes som forholdet mellem dækkets højde og bredde. Udviklingen går i retning af stadig lavere profil (dvs. bredere dæk), hvorved der opnås mere præcise styreegenskaber.

Moderne dæk kan desuden opdeles i tre typer: sommer-, vinter- og helårsdæk, hvoraf det sidste er et kompromis. Forskellen mellem vinterdæk og sommerdæk består dels i forskellen på slidbanemønster, dels i forskellen på gummiblandingen, idet vinterdækkets gummi ikke bliver hårdt i kulde.

Dæk er mærket med en række koder, der jf. europæiske normer angiver dækkets dimensioner og belastningsforhold; fx angiver 185/65R1587T: (185) dækbredde i mm, (65) profilforhold i %, (R) radialdæk, (15) fælgens diameter i tommer, (87) kode for bæreevne (her 545 kg), (T) hastighedssymbol (her maks. 190 km/h). Herudover findes andre betegnelser, fx slidindikator og dæktype.

Miljø

Brugte dæk er ved at blive et stigende affalds- og miljøproblem; alene i Vesteuropa produceres over 250 mio. dæk om året. Da den naturlige nedbrydning af dæk tager lang tid, har man været nødsaget til at finde andre metoder til bortskaffelse.

En af de vigtigste genbrugsmetoder er regummiering af dækkene, dvs. pålægning af en ny slidbane, hvorefter dækket kan sælges som genbrugsdæk. Disse er bl.a. udbredt til lastvogn- og flydæk, men er ikke slået igennem hos private bilister, til trods for at de er lige så trafiksikre som nye dæk.

En anden metode er finmaling af dækkene til pulver for efterfølgende at omdanne det til gummimåtter eller tæppeunderlag eller for at blande pulveret i asfalt til vejbelægning. Endelig kan dækkene forbrændes med henblik på at producere elektricitet eller varme, men også her fokuseres på risikoen for miljøskader.

Se også vinterdæk og pigdæk.