Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ESC

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

ESC, Electronic Stability Control, elektronisk system, som modvirker biler i at skride ud på en glat vej eller ved opbremsning, hvor bilens hjul befinder sig på forskelligt underlag.

ESC har den dimension, at en rotationssensor afslører, hvis bilens styrevinkel har selv den mindste afvigelse i forhold til den beregnede kurs. En tværaccelerationsmåler registrerer yderligere, hvis bilen er i gang med en regulær udskridning.

Er de tekniske forhold ikke så ideelle, som de teoretisk set burde være ifølge systemets computer, griber den ind og regulerer til det optimalt nødvendige bremsetryk på de enkelte hjul.

Annonce

ESC-funktion bør ikke udnyttes til at køre stærkere, men er en hjælpefunktion til at øge sikkerheden.

Historie

Det første stabilitetssystem blev sendt på markedet i 1995 af Bosch og Mercedes-Benz til sidstnævntes store S-klasse af bilmodeller under navnet Fahr-Dynamik-Regelung (FDR), på engelsk Electronic Stability Programme (ESP). FDR var en videreudvikling af Bosch og Mercedes-Benz' ABS-bremsesystem og ASR-systemet (Anti Spin Regelung),

Næsten samtidig præsenterede BMW sit teknisk set tilsvarende system Dynamischen Stabilitäts Control (DSC3), på engelsk Dynamic Stability Control (DSC).

En lang række andre bilmærker anvender desuden - eller har anvendt - deres egne betegnelser for ESP (ESC)-funktionen, idet ESP er et registreret varemærke for Mercedes-Benz' system. Det gælder fx ToyotasVehicle Stability Control (VSC), VolvosDynamic Stability and Traction Control (DSTC) og PorschesPorsche Stability Management (PSM).

ESP (ESC) fik sit store gennembrud, da Mercedes-Benz' mindre og helt nye A-klasse-model 21.10.1997 væltede under en undvigemanøvretest gennemført af det svenske bilmagasin Teknikkens Värld.

Det satte Mercedes-Benz i alarmberedskab, og den 4. november samme år måtte firmaet i dobbeltsideannoncer i store aviser verden over indrømme bilens tendens til væltning ved en skrap undvigemanøvre. Mercedes-Benz tilbød efterfølgende gratis udskiftning af dækkene på allerede solgte biler - nogle med et mindre bastant vejgreb i den omtalte situation.

Endelig annoncerede Mercedes-Benz nu ESP (ESC) som fremtidig standard i A-klassen - en teknik, som ellers havde været forbeholdt fabrikkens dyrere modeller. Den massive presseomtale hjalp med til at sætte fokus på ESP (ESC).

Standardisering

Den officielle betegnelse for det elektroniske system er nu ESC, Electronic Stability Control. Betegnelsen er internationalt besluttet af FN, der bestemmer køretøjsstandarder. Desuden har EU vedtaget at indføre ESC som lovkrav ved EU-typegodkendelse af nye modeller af person-, vare- og lastbiler, busser og tunge påhængskøretøjer.

Loven gælder for nye modeller, der introduceres fra d. 1. november 2011. For nye eksemplarer af eksisterende modeller bliver kravene først gældende mellem 2014 og 2016. Lovpligtig ESC skønnes at kunne reducere antallet af dræbte i EU med 4.000 og antallet af alvorligt tilskadekomne med 100.000 årligt.

Betegnelsen ESC anvendes endvidere af ACEA (European Automobile Manufacturers Association), SAE (Society of Automotive Engineers) i Nordamerika og Japan Automobile Manufacturers Association.

Fra januar 2009 har crashtestorganisationen Euro NCAP sat som krav for topkarakteren fem stjerner, at bilerne - ud over at opnå et minimum antal point i testen - skal have ESC som standard på det europæiske marked. Med en installationsrate for de enkelte bilmodeller på 85% i 2009, stigende med 5% om året til 100% i 2012.

Siden 2011 har ESC-funktionen skulle udsættes for en dynamisk test på en testbane. Karakteren er "bestået" eller "ikke bestået". Samme test er blevet lovpligtig, foreløbig i forbindelse med EU-godkendelsen af nye bilkonstruktioner, senere for enhver ny EU-godkendt bil, der sælges.

De danske skattemyndigheder giver fradrag i registreringsafgiften for femstjernede personbiler, men også yderligere afgiftslempelser for ESC og andet sikkerhedsudstyr ud over den stjernebetingede.

Referér til denne tekst ved at skrive:
ESC i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=272606