Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Walter P. Chrysler

Oprindelig forfatter MHansen Seneste forfatter Redaktionen

Walter P. Chrysler, Walter Percy Chrysler, 2.4.1875-8.8.1940, amerikansk industrimand og grundlægger af Chrysler Corporation.

Walter P. Chrysler voksede op i Kansas, hvor hans far var ingeniør for Union Pacific Railroad. Efter at have afsluttet gymnasiet i 1892 var han besluttet på at blive maskinist. Hans første job var hos Union Pacific Railroads, hvorfra han fortsatte karrieren hos et andet jernbaneselskab, American Locomotive Company. I 1901 blev han gift med sin barndomskæreste, Della Forker (1876-1938), med hvem han fik fire børn.

Walter P. Chrysler var oprindelig ikke interesseret i biler, men i 1908 besøgte han Chicago Auto Show, hvor han købte en såkaldt lokomobil for at skille den ad og studere dens konstruktion.

Annonce

Hans første job i bilindustrien var som arbejdsleder hos bilfabrikken Buick Motor Company i 1911. Her lykkedes det ham inden for kort tid at øge produktionen drastisk, og inden for fem år blev han forfremmet til chef med en for den tid meget høj løn.

Buick var en del af General Motors Corporation, og i 1919 blev Walter P. Chrysler forfremmet til at være den ansvarlige for produktionen hos den meget store virksomhed. Senere samme år forlod han jobbet og forsøgte frem til 1920 at genrejse det økonomisk truede Willys-Overland Motor Company.

Han arbejde herefter sammen med ingeniører på en bil af eget design i Maxwell Motor Company, som blev præsenteret for offentligheden i 1924 og sat i produktion under navnet Chrysler Six.

I 1925 købte Walter P. Chrysler Maxwell Motor Corporation og grundlagde sin nye virksomhed, Chrysler Corporation. I de følgende år købte Chrysler Corporation, under Walter P. Chryslers ledelse, mærkerne De Soto, Dodge og Plymouth.

I 1935 trådte Walter P. Chrysler tilbage som chef for Chrysler Corporation, og i 1938 måtte han pga. sygdom stoppe som aktivt bestyrelsesmedlem.

Walter P. Chrysler Museums hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Hansen: Walter P. Chrysler i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=460744