Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Michelin

Oprindelige forfattere NJBJ og OWD Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

Michelins logo forestiller manden Bibendum, der består af bildæk. Han blev udarbejdet 1898 af den franske tegner Marius Rossillon, under pseudonymet O'Galop, på opfordring af André Michelin. Navnet er taget fra den latinske vending Nunc est bibendum (tid til at drikke), da firmaets slogan var, at dækkene drikker forhindringerne. Med tiden er Bibendum blevet slankere, og han er holdt op med at ryge; plakaten er fra Rusland, 1914.

Michelin, fransk gummiproducent grundlagt 1889 af brødrene André (1853-1931) og Édouard Michelin (1859-1940), der overtog deres bedstefars firma fra 1831.

Fabrikken spillede en afgørende rolle i bestræbelserne på at få publikum til at acceptere det oppumpelige dæk, som Dunlop havde udviklet. Bl.a. forsynede man flere deltagere i billøbet Paris-Bordeaux i 1895 med dæk.

Med egne gummiplantager i Fransk Indokina var Michelin en væsentlig faktor i fransk erhvervsliv og overtog i 1934 aktiemajoriteten i den skrantende Citroën bilfabrik. I 1948 lanceredes verdens første radialdæk, Michelin X, med radialt bælte af ståltråde.

Annonce

Firmaet, som i 1951 blev omstruktureret som et holdingselskab, har siden 1900 også udgivet rejsehåndbøger og vejkort (se Guide Michelin) og er en af verdens største gummiproducenter. Michelin har 115.000 ansatte og en omsætning på 20,7 mia. euro (2011).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Jonassen, Ove W. Dietrich: Michelin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=125112