Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lada

Oprindelige forfattere NJBJ og OWD Seneste forfatter Redaktionen

Lada, navn anvendt i Vesteuropa på bilmærket VAZ (senere Zhiguli) fra byen Togliatti (russ. Toljatti) i Rusland. Mærket opstod som et resultat af en samarbejdsaftale fra 1965-66 mellem Fiat i Italien og den sovjetiske regering. Fiat leverede den nødvendige ekspertise til opførelsen af en bilfabrik, mens de sovjetiske myndigheder opførte en ny by opkaldt efter den mangeårige formand for det italienske kommunistparti, Palmiro Togliatti. De første Lada-modeller kom i 1969 og var baseret på Fiat 124, men med en sovjetiskkonstrueret motor. I løbet af fem år var produktionen vokset til 723.000 biler årlig, og Lada opnåede ret stor udbredelse i Europa som en ganske vist lidt gammeldags, men meget billig og solid dagligbil. I 1976 blev modelrækken udvidet med Lada Niva, en firehjulstrukket, terrængående bil, og i 1985 kom Samara, en mere moderne, forhjulstrukket bil konstrueret med bistand fra Porsche. I 1997 begyndte produktionen af en ny model, 110, senere fulgt op af modellen 112. Lada producerede i 2004 718.000 biler.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Jonassen, Ove W. Dietrich: Lada i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=113711