Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ford Motor Company

Oprindelig forfatter NJBJ Seneste forfatter Niels Orbesen

Ford Motor Company igangsatte i 1913 den berømte masseproduktion af model T. Paraden her er af model K fra 1904.

Ford Motor Company igangsatte i 1913 den berømte masseproduktion af model T. Paraden her er af model K fra 1904.

Ford Motor Company, amerikansk industriforetagende med hovedsæde i Detroit; verdens næststørste bilproducent efter General Motors.

Firmaet stiftedes 1902 af bl.a. Henry Ford under navnet Ford & Malcolmson Co. Ltd., men ændrede i 1903 navn til Ford Motor Co. Henry Fords ledende princip var at masseproducere enkle og billige, men robuste biler.

Allerede i 1906 producerede Ford Motor Co. flere biler end nogen anden bilproducent, og i 1913 indførte firmaet som den første bilproducent samlebåndsteknikken. Den rationelle produktion samt den politik kun at producere én type biler førte til hidtil uhørt lave priser.

Annonce

Model T. Foto: Niels Orbesen

Model T. Foto: Niels Orbesen

Model T var således i produktion 1908-27 uden væsentlige tekniske ændringer og nåede at blive produceret i ca. 15 mio. eksemplarer, et tal, som siden kun er overgået af Volkswagens type 1.

I 1911 etablerede Ford en samlefabrik i Manchester, og i 1919 en i København, og i de følgende år blev der bygget Fordfabrikker i adskillige europæiske og sydamerikanske lande, bl.a. Tyskland, Brasilien og Argentina.

Så længe Henry Ford levede, var produktionen præget af konstruktiv konservatisme og forsigtighed. Dog lancerede man i 1932 verdens første billige bil med V8-motor. Bag denne motors konstruktion stod Henry Fords nære medarbejder, den danskfødte tekniker Charles E. Sorensen (1881-1968).

I 1922 købtes Lincolnfabrikken for også at have et luksusmærke på programmet, og i 1939 blev mellemklassemærket Mercury lanceret. Efter 2. Verdenskrig blev produktionen rationaliseret, bl.a. blev den franske fabrik solgt, og samlefabrikken i København nedlagt.

Ford har sidste halvdel af 1900-t. købt interesser i en række bilfabrikker: Mazda (33,4% siden 1979), Aston Martin Lagonda (75% i 1987, 15% fra 2007), Jaguar (100% i 1989), Volvos personbildivision (100% i 1999) og Land Rover (100% i 2000). Jaguar blev i 2008 solgt videre til den indiske bilproducent Tata og Volvos personbildivision i 2010 til kinesiske Zheijang Geely Holding, der står bag bilmærket Geely.

I 2009 havde koncernen en omsætning på 118 mia. dollar med ca. 198.000 ansatte, og den solgte 4,8 mio. biler (Mazda ikke medregnet).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Jonassen: Ford Motor Company i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=78111