Baltic and International Maritime Council, BIMCO, verdens største internationale søfartsorganisation, stiftet i 1905. BIMCO varetager skibsfartserhvervets interesser i IMO, UNCTAD og andre internationale fora og udfører en omfattende oplysningsvirksomhed om søfartsforhold. Endvidere udfærdiger BIMCO standardiserede søtransportkontrakter. Organisationen har sæde i København. I 2006 var mere end 2550 rederier, skibsmæglere mv. fra 123 lande indmeldt, og deres samlede tonnage svarede til 65% af verdensflåden.