Elektriske jernbaner, jernbaner, hvor der kan køre tog, der drives af elektromotorer med ydre strømaftagning. Der findes to hovedtyper af elektriske jernbaner. Den ene har strømforsyning via en tredje skinne (strømskinne), hvorfra togene forsynes med strøm fra en glidesko i hjul- eller skinnehøjde, fx Københavns Metro og metrobanerne i Paris, London og Helsinki. Den anden og mest almindelige type er forsynet med køretråd over sporene, hvorfra strømmen via en strømaftager (pantograf) på togets tag føres gennem et reguleringsudstyr til togets elektromotorer.
I Danmark benyttes køretråd på de elektriske baner med undtagelse af Københavns Metro, der har strømskinne med jævnstrøm (750 V). På fjernbanerne benyttes vekselstrøm (25 kV, 50 Hz), på S-banerne jævnstrøm (1650 V). I bl.a. Tyskland, Sverige og Norge, der fik elektriske jernbaner meget tidligt, benyttes vekselstrøm (15 kV, 162/3 Hz).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.