Kontrol af ballast
Banestyrelsen kontrollerer sammen med entreprenørfirmaet Per Aarsleffs skinnerenoverende rejsehold, om ballasten er lagt jævnt ved Peter Bangsvej Station på Frederiksberg. Foto fra 2003 (Banestyrelsen skiftede året efter navn til Banedanmark).
Kontrol af ballast
Af /Ritzau/Scanpix.

Ballast er skærver eller groft grus, der lægges under svellerne på et jernbanespor. Ballast har større bæreevne end almindelige jordarter; den virker endvidere drænende og forhindrer dermed underminering af sporet.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer af middelnedertysk barlast 'skibsballast', sammensat af bar 'uden varer' og last 'ladning, vægt'. Brugen af dette ord i betydningen 'jernbaneunderlag' er opstået senere med sigte på den stabiliserende effekt.

Ballast yder desuden sammen med svellerne den modstand, der forhindrer solkurver, dvs. at spændinger og høje temperaturer i skinnerne får sporet til at forskubbe sig. Solkurver kan derfor opstå, hvor mængden af ballast ikke er tilstrækkelig eller lagt ujævnt.

Tidligere anvendtes grus som ballast, men nu bruges fortrinsvis knust granit.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig