jernbanefærge

Efter opfindelsen af dampmaskinen og anlæggelsen af de første længere jernbaner i Europa og USA blev der behov for at overføre jernbanevogne (først og fremmest godsvogne) for at effektivisere togtrafikken og knytte banenettene sammen. Dette var baggrunden for konstruktionen af de første jernbanefærger. På flade pramlignende fartøjer blev der på det åbne vogndæk anlagt et, to eller tre paralleltløbende jernbanespor. Desuden blev der indsat en eller to dampmaskiner i et særligt maskinrum under vogndækket og monteret et stort skovlhjul på hver skibsside i de såkaldte hjulkasser. Midtskibs mellem hjulkasserne og skorstenene var der opsat et styrehus på en portal. Yderligere overbygning fandtes ikke.

De første jernbanefærger blev bygget i Storbritannien og indsattes på de skotske fjorde Firth of Forth og Firth of Tay. Verdens ældste jernbanefærge, beskrevet som The floating Railway, var Leviathan, som blev sat i fart den 7. februar 1850 mellem Granton og Burntisland på Firth of Forth. Færgen var forsynet med to dampmaskiner og tre spor og var 50,9 m lang og 10,4 m bred.

Efter indsættelsen af de første jernbanefærger viste det sig hurtigt, at deres trafikale og samfundsøkonomiske betydning var uhyre stor, hvilket betød, at der derefter blev oprettet jernbanefærgeruter i mange lande over det meste af Jorden.

De specielle geografiske forhold i Danmark med sunde og bælter udgjorde tidligere en hindring for opbygningen af et sammenhængende landsdækkende jernbanenet. Det var derfor nødvendigt at indsætte jernbanefærger, hvis jernbanernes trafikale og økonomiske fordele skulle udnyttes optimalt.

Den første danske jernbanefærge var en dobbeltendet hjuldamper med et 38 m langt gennemgående spor, konstrueret efter samme princip som de ældste skotske færger. Den hed Lillebelt og var anskaffet af De Jydsk-Fyenske Statsbaner til overfarten Fredericia-Strib, og sejladsen påbegyndtes den 19. marts 1872 (den ophørte i 1935 ved åbningen af Lillebæltsbroen).

I de følgende år blev der anskaffet flere mindre hjulfærger af samme type til de korte danske ruter. I 1883 blev Oddesundoverfarten åbnet (ophørt 1938 ved åbningen af Oddesundbroen), og i november samme år indsatte De Sjællandske Statsbaner de to dobbeltsporede hjuldampfærger Korsør og Nyborg på Storebæltsoverfarten. Færgerne, som var 77,4 m lange og 17,7 m brede over hjulkasserne, havde en effektiv sporlængde på 120 m. De var såkaldte kælderfærger, hvor næsten hele passagerapteringen var anbragt under vogndækket.

I 1884 begyndte sejladsen mellem Masnedø og Orehoved (ophørt 1937 ved åbningen af Storstrømsbroen), og i 1889 blev der indsat jernbanefærge på Sallingsund mellem Nykøbing Mors og Glyngøre (ophørt 1977).

Også jernbanefærgeforbindelserne til udlandet fik afgørende økonomisk og trafikal betydning. I 1892 satte DSB en enkeltsporet dampfærge i fart mellem Helsingør og Helsingborg, og i 1895 blev overfarten mellem Københavns Frihavn og Malmø åbnet med hjulfærgen Kjøbenhavn. I samarbejde med de mecklenburgske jernbanemyndigheder oprettede DSB i 1903 jernbaneoverfarten mellem Gedser og Warnemünde.

Efter Genforeningen blev der oprettet to privatejede jernbanefærgeruter; i 1922 ruten Fåborg-Mommark (ophørt som jernbaneoverfart i 1950) og året efter overfarten Assens-Årøsund (ophørt med jernbanedrift i 1951).

Jernbanerne på Langeland var i 15 år helt isoleret, indtil Sydfyenske Dampskibsselskab i 1926 indsatte dampfærgen Langeland mellem Svendborg og Rudkøbing (ophørt 1962). I 1927 oprettedes jernbaneoverfarten mellem Hvalpsund og Sundsøre (ophørt 1969).

Efter 1925 blev næsten alle færger udstyret med dieselmotorer. I 1927 blev den første store danske jernbanefærge med dieselmotor bygget. Den hed Korsør, var 96,8 m lang og 17,7 m bred og havde som noget helt nyt i Danmark tre spor med en effektiv sporlængde på 241,6 m.

I 1951 oprettede DSB og Deutsche Bundesbahn en ny international overfart mellem Gedser og Grossenbrode, ikke mindst på grund af den stærkt stigende biltrafik. Overfarten fik stor trafikal betydning, og i 1963 blev den flyttet til den nye rute mellem Rødbyhavn og Puttgarden (Fugleflugtslinjen). I denne periode anskaffede DSB todækkere med tre jernbanespor på nederste dæk.

I 1986 blev jernbaneruten København-Malmø nedlagt og erstattet af godsfærgeruten DanLink mellem København og Helsingborg; samtidig ophørte godsvognsoverførslerne på Helsingør-Helsingborg-overfarten.

I 1995 ophørte overførslerne af jernbanevogne på Gedser-Warnemünde og Svendborg-Ærøskøbing (oprettet 1931), hvorefter Storebæltsoverfarten var den eneste tilbageværende indenlandske jernbanefærgerute; denne indstilledes i 1997.

De største danske passagerførende jernbanefærger var DSB's tre motorfærger Dronning Ingrid, Prins Joachim (begge fra 1980) og Kronprins Frederik fra 1981. Færgerne var 152 m lange, 23,7 m brede og havde fire spor med en effektiv sporlængde på 497,75 m. De var indsat på Korsør-Nyborg-overfarten, men blev afløst af den faste jernbaneforbindelse over Storebælt.

DanLinks godsfærgerute København-Helsingborg blev nedlagt i 2000 ved åbningen af Øresundsforbindelsen. DanLink videreføres derefter fra Malmø til Hamburg uden færgeforbindelser. Siden 1986 har Stena Line overført godsvogne mellem Frederikshavn og Göteborg, og 1958-1996 har der været sejlads med jernbanefærger mellem Hirtshals og Kristiansand.

Den sidste overfart med tog mellem Rødby og Puttgarden blev foretaget den 14. december 2019 med Scandlines' færge Prinsesse Benedikte. Dermed sluttede sejlads med tog i dansk farvand efter 147 år.