Daimler, britisk luksusbilmærke. The Daimler Co. blev oprettet i 1896 for at videreføre den britiske produktion af tyske Daimlermotorer på licens. Fra 1897 byggede Daimler store, luksuøse biler og var i mange år det britiske kongehus' foretrukne mærke. Virksomheden blev i 1960 købt af Jaguar, og Daimler har siden, bortset fra en enkelt model, været en version af Jaguars biler.