• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hans Hedtoft

Oprindelig forfatter HMP Seneste forfatter Redaktionen

Hans Hedtoft, grønlandsskib på 2875 BRT, bygget i 1958 af Frederikshavn Værft og Tørdok A/S. Hans Hedtoft påbegyndte sin jomfrurejse fra København til Grønland 7.1.1959. På returrejsens anden dag, 30.1.1959, kolliderede skibet med et isbjerg syd for Kap Farvel. Nødsignaler blev udsendt, men ingen nåede at komme til assistance, inden skibet sank, og alle 95 ombordværende omkom. En redningskrans var alt, hvad der senere blev fundet fra skibet.

Skibet blev til på initiativ af daværende grønlandsminister Johannes Kjærbøl i en periode, hvor man fra flere sider rettede kritik mod sejlads med passagerer i Grønland i vintermånederne. En af kritikerne var det grønlandske folketingsmedlem Augo Lynge, som senere omkom i Hans Hedtofts forlis.

I kirken i Qaqortoq er ophængt en mindetavle med de omkomnes navne samt den fundne redningskrans. Mindetavler findes også i Nanortalik og på Nordatlantens Brygge i København.

Annonce

Kort efter Hans Hedtofts forlis stiftedes Grønlandsfonden af 1959, hvis midler skulle komme de efterladte til gode. En stor del af de indsamlede midler blev dog aldrig anvendt. Grønlandsfonden af 1959 blev i 2005 sammenlagt med andre grønlandsfonde i Kulturfonden Danmark-Grønland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Holger Munchaus Petersen: Hans Hedtoft i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88703