Smakke, bæltsmakke, mindre hollandsk skibstype; i Danmark egentlig blot betegnelsen for et firkantet sprydsejl, men også brugt om de klinkbyggede og spidsgattede både, som blev anvendt til fiskeri og transport, især i Lillebælt og syd for Fyn. Disse to- eller tremastede både havde et smakkesejl på hver mast; sejlene var ofte af forskellig størrelse, og ved tiltagende vind kunne man lægge et eller to af dem ned eller bytte om på dem.