En typisk stor, firemastet bark fra begyndelsen af 1900-tallet. Skibet, der kunne sejles af en besætning på 25-30 mand, havde en totallængde på ca. 110 m, en bredde på ca. 15 m og en lasteevne på ca. 3500 t. Største mastehøjde var på ca. 50 m, og det totale sejlareal på ca. 4000 m2. En rejse fra Nordeuropa til Australien kunne under heldige omstændigheder gøres på ca. 80 dage.

.

Sejlskibe er skibe, der udelukkende eller overvejende fremdrives af vinden.

Det skal dog bemærkes, at ordet skib på et tidspunkt kun betegnede større søgående fartøjer med tre master, der alle førte flere sejl, men efterhånden blev ordet almindeligt brugt til at betegne alle slags større, søgående fartøjer.

Det ældste kendte billede af et sejlskib er en egyptisk afbildning på en krukke fra ca. 4000 f.v.t. Tidsfastsættelsen er dog noget usikker. Afbildningen viser et papyrusfartøj med én mast, der bærer et råsejl.

Råsejl – den ældst kendte sejlføring

Råsejlet er den enklest tænkelige form for sejlføring; et firkantet sejl under en vandret , og det synes at være udviklet i forskellige kulturkredse. Det blev således brugt i Middelhavsområdet gennem den antikke periode og den tidlig middelalder, medens det i Nordeuropa stort set var enerådende frem til 1300-tallet. Råsejlet forsvandt dog aldrig helt.

Trekantet sejl eller latinersejl

Fornyelsen kom med islam, idet de arabere, der omkring 700 trængte frem i Middelhavsområdet, brugte et trekantet sejl, ført under en skråtstillet rå. Korsfarerne, der 400 år senere så disse sejl, kaldte dem latinersejl, en betegnelse, der blev hængende. Denne sejltype, der gør det muligt at sejle tættere til vinden, end man kan med råsejl, bredte sig efterhånden via Vesteuropa til Nordeuropa, sandsynligvis i 1300-tallet.

Med tiden blev latinersejlet dog mest anvendt i en modificeret form, idet trekanten foran masten blev skåret af og erstattet med et trekantet stagsejl, mens resten blev til et bom- og gaffelsejl, som blev ført agten for masten. Dette bom- og gaffelsejl blev efterhånden til det, der nu kaldes et gaffelsejl eller et skonnertsejl.

Flermastede skibe

På samme tid får man også flermastede skibe, hvorved sejlarealet blev delt på flere sejl. Det gjorde sejlene lettere at håndtere, gav større mulighed for at tilpasse sejlføringen til vejret og gjorde skibet mere manøvredygtigt. Også råsejlet blev videreudviklet, idet man på større skibe førte flere råsejl over hinanden på samme mast, en udvikling, der fortsatte gennem hele sejlskibsæraen og kulminerende med 1800-tallets clipperskibe, der kunne have op til syv råsejl på hver mast.

Sejlskibe i 1300- til 1800-tallet

Galeon.

.

Mellem 1300 og 1800 opstod en mængde forskellige sejlskibstyper, for eksempel karakken, karavellen, galeonen, fløjten, pinassen, hukkerten, galeoten og fregatten. Disse typebetegnelser blev ikke, som det senere blev almindeligt, betegnet udelukkende efter sejlføringen, men i lige så høj grad efter skrogets byggemåde og form. Fra omkring 1800 blev det dog hovedsagelig sejlføringen og kombinationen af forskellige sejltyper (råsejl, stagsejl, gaffelsejl), der var afgørende.

Det fuldriggede skib

Skonnert. En skonnert fotograferet et sted i de indre danske farvande.

.

Det fuldriggede skib eller fregatskibet førte råsejl på alle master samt en del stagsejl mellem masterne og foran forreste mast (fokkemasten), tilligemed et skonnertsejl på agterste mast (mesanmasten). Barken var tilsvarende rigget, dog med kun et skonnertsejl på agterste mast. Barkentinen havde en fuldrigget og to skonnert- riggede master, briggen havde to fuldriggede master, medens brigantinen havde en fuldrigget og en skonnertrigget mast. Skonnerter førte gaffelsejl på alle master, men fokkemasten kunne tillige også være rigget med to til tre råsejl.

Endelig var der derudover også en række mindre en- og tomastede skibe som galeasen, jagten, sluppen, kuffen og kutteren, som stort set alle riggede med en elle anden form for bomsejl.

Sejlskibene udfases

I vesterlandsk regi kulminerede sejlskibsepoken i sidste halvdel af 1800-tallet, men konkurrencen fra dampskibene blev efterhånden følelig; omkring 1900 tippede balancen, og i første halvdel af 1900-tallet blev sejlskibene efterhånden trængt ud af stadig større og mere effektive dampskibe og efterhånden også af motorskibe. Der var dog nicher, hvor de sidste storsejlere stadig kunne gøre sig gældende, for eksempel i salpeterfarten på Chile og kornfarten på Australien.

Enkelte af de gamle, vestlige sejlskibe eksisterer stadigvæk. Nogle kan stadig sejle og anvendes som udflugts- eller skoleskibe, medens andre er endt som museumsskibe, enten fast ved kaj, i tørdok eller på land.

Store rederier med råsejlere

Enkelte rederier bør nævnes: F. Laeisz i Hamburg, der helt frem til 2. Verdenskrig disponerede over en meget stor flåde af de største råsejlere, der blev bygget, hovedsagelig firemastede stålbarkskibe på ca. 4000 ton, hvis navne alle begyndte med P, hvilket førte til "kælenavnet" Flying P-Line. Endvidere var der rederiet Gustav Erikson i Mariehamn på Ålandsøerne. Det opkøbte i 1920'erne og 1930'erne en række af de gamle storsejlere og holdt endnu et par af dem i fart på Australien i årene lige efter 2. Verdenskrig.

De sene sejlskibes konstruktion

Den oprindelig enkle rigning var efterhånden blevet en meget kompliceret og raffineret konstruktion. Store master, de højeste mere end 50 m, kunne ikke bygges i ét stykke, men måtte samles af en undermast, der i sig selv kunne være lagt sammen af adskillige stykker tømmer, og 2-3 stænger. I stålskibene gik man over til at bruge stålmaster. Disse høje konstruktioner skulle afstøttes både langskibs og tværskibs, så de kunne stå stabilt og være i stand til at overføre trækket i sejlene til selve skibet.

Til at sætte, bjerge og stille de meget store og tunge sejl anvendtes kilometervis af tovværk, meget ofte ført over blokke og taljer for at lette arbejdet, og hvert eneste stykke havde sin egen systematiske betegnelse og sin faste plads, så det kunne identificeres i mørke. Det krævede også ekspertise hos de mennesker, der sejlede skibene.

Krav til skibsføreren

For skibsføreren krævedes der således et indgående kendskab til fremherskende vind- og strømsystemer og en præcis fornemmelse for, hvad han kunne byde sit materiel. Havde han det, kunne der gøres hurtige rejser. En anerkendt fartrekord for clippere blev således sat af clipperen Sovereign of the Seas, som i perioder nåede op på en fart af 22 knob, en fart, der først blev overgået af almindelige handelsskibe sidst i 1900-tallet.

Skibstyper i den arabiske verden

Dhow.

.

Den arabiske verden har skibsteknisk set sat sit præg på den vestlige del af Det Indiske Ocean fra 600-tallet og indtil vor tid. Den søgående skibstype dhowen, en betegnelse, der dækker over en lang række specialiserede skibstyper, udnyttede gennem århundreder monsunvindene til handelsfart mellem Østafrika og Indien, og typen er stadig beskæftiget i kystfart langs det meste af oceanets kyster, dog nu som hovedregel med en supplerende motor ilagt.

Skibe i Østasien

I Østasien var kineserne foregangsmænd på sejlskibenes område med junken, et tilsyneladende klodset skib i modsætning til den elegante dhow, men bygget med meget fine undervandslinjer, der gjorde den til en fortrinlig sejler. Junker kunne også være meget store; allerede i 1400-tallet af en størrelse, der først blev overgået i Vesteuropa 200-300 år senere. Sejlføringen var helt speciel; asymmetriske "råsejl", der var stykket sammen af måtter af bambus eller stof og hver for sig forsynet med liner, der var ført til dæk, så vindpressets kræfter ikke skulle optages af masten alene. Også junken sejler fortsat, nu med hjælpemotor.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig