sejl

Sejl, udspændte flader sædvanligvis af tekstil, der pga. vindens indvirkning giver et sejlskib fremdrift. Sejl forekommer i talrige former og varianter, som kan deles op i tre hovedtyper, stagsejl, bom-/gaffelsejl og råsejl. Alle sejl kan afhængigt af vindens retning i forhold til kursen stilles, så der opnås optimal trækkraft; stagsejl og bom-/gaffelsejl stilles omkring skibets diametralplan, hvilket betyder, at de kan trække, uanset hvilken side vinden kommer fra, mens råsejl, der stilles omkring et tværskibs plan, kun giver fremdrift, hvis vinden rammer bagsiden af sejlet.

Sejlets virkning skyldes et undertryk på sejlets læside, der opstår under vindens passage rundt om sejlet. Effekten er analog med vindens virkning på en fly- eller møllevinge (se vinge). Pga. luftens gnidningsmodstand mod sejldugen og det forhold, at luftstrømmen på læsiden tvinges til at ændre retning agterud i forhold til sejlretningen for at skabe en jævn afstrømning ved sejlets bagkant, påvirker sejlet vinden med en agterud rettet kraft. Ifølge Newtons lov om aktion og reaktion påvirker vinden derfor sejlet med en fremadrettet kraft.

Mange forskellige materialer som skind, flettede måtter og vævede tekstiler er i tidens løb og i forskellige kulturer blevet anvendt til sejl. Helt op til nutiden har fx kinesiske junker anvendt sejl af bambusmåtter, mens man i den vestlige kulturkreds allerede fra oldtid og tidlig middelalder foretrak vævet klæde af især uld og hør, siden også af hamp og fra midten af 1800-t. endvidere af bomuld. I sidste halvdel af 1900-t. fortrængte kunststoffer pga. deres større styrke og lethed de traditionelle naturmaterialer.

Efter 2000 fremstilles sejl til de fleste kapsejladsbåde af laminater af forskellige kunstfibre, fx aramider som Kevlar®, Spectra® og kulfibre. Til spilere benyttes forskellige typer nylondug forstærket med fx kulfibre, mens storsejl og forsejl fabrikeres som såkaldte 3DL-sejl (3D Laminate) med belastningsbærende fibre af en blanding af kul- og kunstfiber lamineret med en tynd film af mylar, som på udsatte steder er yderligere forstærket. Disse sejl har en enestående faconfasthed, lav vægt og meget høj holdbarhed.

Traditionel sejlsyning var et håndværk, der, hvis sejlet skulle få den helt rigtige facon og styrke, stillede meget store krav til sejlmagerens faglige kunnen og hans viden om de forskellige materialers samspil og deres strækning og krympning under brug. Omkring 2000 er det i stigende grad blevet almindeligt, at sejl beregnes på computer, hvilket dels muliggør nøjagtig beregning af sejlets dobbeltkrumme overflade, dels giver præcise mål at skære sejldugen efter.