Bådebygning. Bådebyggere i færd med bygning af en klinkbygget træbåd (en chalup) til fregatten Jylland. Bådens form skabes ved, at bordene samles uden på et antal indvendige, tværskibs byggeskabeloner, som fjernes, når bordene er nittet til hinanden og yderligere afstivet med svøb. Bagefter anbringes ræling og tofter; disse bidrager væsentligt til bådens styrke og formbestandighed.

.

Bådebygning.

Bådebygning, håndværk bestående i at fremstille mindre fartøjer (jf. båd). Både kan bygges af mange forskellige materialer, og bådebygning inddeles derfor ofte i forskellige arbejdsprocesser. Hvor man tidligere altid byggede én båd ad gangen, giver nogle moderne materialer gode muligheder for serieproduktion. Brugbare materialer til bådebygning må være stærke nok til at klare de påvirkninger, en båd udsættes for, således at den bevarer sin form og forbliver tæt. Påvirkningerne kan udefra være opdrift, slag fra bølger og andet, fx stød mod kaj, samt indefra belastninger, fordelte eller koncentrerede.

Ved alle materialer begynder selve bådebygningsarbejdet med afslagning, dvs. optegning i fuld størrelse af bådens skrog og formen af de dele, skroget skal bygges af, hvorefter der evt. laves skabeloner eller tages endelige mål til at udføre arbejdet efter.

Træbåde

Træ er det ældste bådebygningsmateriale anvendt i vort kulturområde. Både bygget af træ har i reglen et skelet bestående af stævne, køl, vægere og ræling, som giver dem langskibs styrke, og spanter eller svøb, som giver dem tværskibs styrke. For større både kan der desuden være dæk i hele eller noget af bådens udstrækning samt eventuelt nogle dragere som motorfundament. Bådens yderklædning kan laves af langskibs planker, bord, som ved klinkbygning samles med overlappende kanter og ved kravelbygning lægges kant mod kant. Bygning af båden kan begynde med samling af klædningen over et antal skabeloner, der fjernes, når klædningen er færdig og afstivet med svøb eller spanter. Man kan også, især ved større både, bygge direkte på spanterne. I nogle tilfælde foretrækker bådebyggeren at bygge båden med bunden opad og så vende den, når båden er blevet så meget færdig, at det kan ske, uden at den går ud af facon. I andre tilfælde bygges båden retvendt; det afhænger ofte af plads og sædvane. Færdiggørelse af båden sker altid, når den er retvendt. Moderne limtyper har gjort det muligt at lave en stærk og tæt klædning ved at lime den op af flere lag finer, der så lægges med træfibrene krydsende hinanden. En sådan byggemetode foregår på en form, der svarer til klædningens inderside, og båden bygges så i reglen med bunden opad. Klædningen kan ved denne byggemåde gøres så stærk, at man kan nøjes med mindre indvendige afstivningselementer. Nogle, især små både, laves med klædning af vandfaste krydsfinerplader, som kun kan bøjes i én retning. For at få en rimelig bådform frem må man have nogle knæklinjer, hvor pladerne samles. Sådanne både kaldes for knækspantbåde.

Stålbåde

Stål eller saltvandsbestandige letmetallegeringer kan også bruges til bådebygning, anvendt til klædning, dæk og afstivningselementer, idet man normalt bruger samme metaltype til hele båden. Værktøj og samlingsmetoder bliver selvfølgelig anderledes end til træ. Den største forskel er, at metalplader og -profiler kan bøjes og formes ved strækning og stukning, så man kan lave dobbeltkrumme flader, der giver en jævnt buet skrogfacon. Vil man kun arbejde med enkeltkrumme plader, får man også her knæklinjer, i reglen i de langskibs pladesamlinger. Tildannelsen af plader og profiler sker med valser og hydrauliske presser, og samling af delene udføres hyppigst ved svejsning. Også med disse materialer kan man bygge bådens skrog med bunden opad.

Plastbåde

Plast er efterhånden et anerkendt materiale til bådebygning, og det bruges især til seriefremstilling af både. Det kræver armering med glasfibre eller lignende fibre for at kunne optage de påvirkninger, båden udsættes for. Skroget opbygges lag på lag i eller på en forud fremstillet form af skroget, hvor plastmaterialet påføres i flydende tilstand og hærder i løbet af en vis tid, afhængig af plastblanding og temperatur. Et plastskrog kan også bygges som en "sandwich-konstruktion", hvor man mellem et ydre og et indre plastlag har et lag af balsatræklodser, skumplast eller lignende. Denne byggemåde kræver ligeledes en form at bygge i/på.

Ferro-cement-både

Ferro-cement er et mindre udbredt bådebygningsmateriale. Her laver man først et "skelet" af armeringsstål, bøjet og samlet i bådens ønskede form. Dette beklædes med flere lag ståltrådsfletværk (kyllingenet), som med ståltråd bindes til hovedarmeringen. Derefter udstøbes med almindelig finkornet betonmørtel, så vidt muligt hele skroget i én omgang uden støbeskel. Efter en reguleret og ret langvarig hærdning med styret fugtighed og temperatur fås et stærkt og robust skrog, der er let at reparere og vedligeholde.

Udrustning

Uanset hvilket materiale bådens skrog er udført i, skal båden udrustes med meget forskelligt, inden den er klar til brug. Ved helt små både kan det dreje sig om at anbringe tofter eller andre sæder, bundbrædder eller dørk, forskellige beslag til fortøjning og meget andet. Ved større både er der tale om mast og rigning eller en motor med tilbehør og om aptering, som gør det muligt at leve om bord i længere tid. For arbejdsbåde, fx fiskerbåde, skal der desuden installeres grej, som er nødvendigt for bådens arbejdsopgaver. Meget af dette leveres af forskellige specialfirmaer, men selve anbringelsen om bord står bådebyggeren i reglen for. Afsluttende skal båden males, undtagen i nogen grad for både udført i plast, dels som konservering, dels for at få ønskede farver og dels for at hindre begroning af bådens bund.

Ved bådebygning i serier og ved dyre specialbåde udføres tegninger og beregninger ofte af en bådkonstruktør, mens mere almindelige både stadig ofte bygges ud fra bådebyggerens erfaringer og med kun mindre ændringer fra tidligere byggede, vellykkede både. Se også skibsbygning.

Vedligeholdelse

Foruden bygning af nye både omfatter bådebyggerarbejde også reparation af både med skader, fx efter kollision eller grundstødning, hvor oftest yderklædning, køl og stævne er skadet. For træbådes vedkommende kan bord, spanter eller svøb angribes af råd, og metalbådes skrog kan angribes af korrosion. Det beskadigede må ofte skæres bort og erstattes med nyt, som på solid måde fæstnes til de ubeskadigede nabodele. Ved træ- og plastbåde kan dette gøres med vandfast lim og ved metalbåde med svejsning. Ved plastbåde kan også forekomme spaltning af de lag af fiberarmering og plast, som skroget er opbygget af, og noget af det skadede materiale må erstattes af nyt. Metalbåde får buler og deformerede indre afstivninger, der ofte kan rettes ud "på stedet". Ferrocementbåde er relativt lette at reparere, idet revnet mørtel knuses og fjernes, armeringen rettes på plads, og ny mørtel påføres.

For alt sådant reparationsarbejde gælder, at resultaterne bliver bedst, hvis arbejdet kan udføres i hal eller telt beskyttet mod vejrliget.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig